Mere om Den tynde luft

 
Udvalgte uddrag
af teksten
 
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx   

Uddrag af teksten, side 95 (Sigrid)

Hun ser igen på kroppen i spejlet og drejer sig lidt, så hun står med siden til. Hendes krop ligner et hus i ruiner – et sammenstyrtet hus, hvor ingenting er, som det var engang.

Der har været en krig i den mellemliggende tid. Hærene var: bekymringer, manglende søvn, børnefødsler, og først og sidst smerterne – men også disharmonien, den har også tæret. De hårde ord imellem dem. De perioder, hvor hun og Jesper beskød hinanden fra hver deres skyttegrave. Udtænkte raffinerede krigsmetoder.

Så langt fra hinanden var de, at de lige så godt kunne have boet på hver deres klode. De forstod ikke hinandens sprog, hinandens kultur, vaner og gebærder.

Når krigen hærgede, sov hun kun i stumper - lidt her - lidt der.

Hun vendte sin opmærksomhed fra fjenden og samlede sig helt og kun om Malte og pigerne. Hun vendte ryggen til ham. Tavsheden lagde sig over åndedrættet som en tyk tåge og gjorde det umuligt at trække vejret ned i maven. Det blev som små gisp.

Og en dag var det ovre, solen skinnede, og lyset slog smut mellem træerne og hvem talte om krig? Som om den aldrig havde været der. Som om der ikke var byer, der var lagt øde bag dem, lemlæstede, blodige spor, gener efter torturen. Krigsskader. Alt var glemt for en stund.

Indtil næste gang krigen brød ud …

Kroppen er vidne.

Hun vender sig fra spejlet, går i bad, vasker tankerne bort, gnubber huden varm og rød bagefter, som for at vække porerne til nyt liv.

 

Uddrag af teksten, side 123 (Freja)

Der er ujævnt i vejsiden, jeg må føle mig frem i mørket for ikke at falde. Luften er tung som lige før torden. Bussen er stoppet et sted, der er tæt bevokset med buske, grønne gevækster og træer. Der er en lugt af råd omkring os, som om der er en sump i nærheden med rådnende planter.

Når man har vænnet sig lidt til mørket, dukker skikkelserne efterhånden op for ens blik.

Vi klumper os sammen foran bussens dør for hurtigt at komme tilbage til det, vi kender. Vi står så tæt, at vi rører hinanden. Der er en skarp lugt af sved og angst.

Foran os og omkring os er der nok en halv snes mænd. Måske er der nogle bag ved i krattet eller bag træerne?

Flere af mændene har tørklæder for munden, så man kun kan se deres øjne. Nogle har militært camouflagetøj på. De har alle et klæde snoet om hovedet. Geværer hænger over skuldrene, nogle har pistoler i bæltet. Ham, der fører ordet, peger på os med sit gevær.

 

uddrag fra teksten, side 160 (Jesper)

Da han vågner, ligger Frejas tæer oppe ved hans hoved! Hun har i nattens løb lagt sig med hovedet i fodenden af hans seng og sover nu, med åben mund og med små klagelyde.

Han har ikke opdaget, hun er kommet.

Hans morgenrejsning får et ekstra løft. Han må op, før han mærker hendes bare hud, før hans hænder forråder ham og foretager sig ting!

Han næsten tumler ud af sengen – heldigvis vågner hun ikke!

Da han kommer ind igen, mere samlet, tager han forsigtigt bukserne på, lyner op, ser på hende, ser hendes sovende ansigt, den lille mund, håret, der stritter.

Hvordan skal næste nat gå? Kan de få et værelse med to enkeltsenge?

Bør han tage hjem?

Men han har satset så meget på den tur, glædet sig. Det ville være fallit, hvis han stak halen mellem benene og rejste nu.

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901