Mere om En ond skygge

Uddrag fra bogen:
Side 56-57-58

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Tilbage

Da han satte cyklen fra sig i garagen, vendte gymnastiksalen tilbage: den håbløse håndboldkamp, drillerierne i badet … og hvad skulle han sige til mor? Han havde aldrig pjækket før. Skulle han gå i seng og sige, at han havde hovedpine? Han så på uret, halv fire, hun ville snart være der. Ville hun gennemskue ham? Men hvad andet kunne han gøre?
Han listede forbi Thomas’ værelse. ”Er det dig, Andreas?”
Han lavede stemmen meget dyb: ”Nej, det er den store Bukke Bruse!”
Han kunne høre den ensformige summen fra computeren. Der var en med hjemme. Sikkert Frederik, som var Thomas’ bedste kammerat. Han gik ind på sit værelse og lagde sig på sengen med tøjet på. Så tog han Harry Potter -bogen. Hvorfor havde hans forældre aldrig sendt ham på en trylleskole? Det kunne han ellers godt bruge. Han vidste nok, hvem han ville trylle væk fra jordens overflade!
Han måtte være faldet i søvn for med ét hørte han stemmer og lyttede. Det var en mandsstemme. Hvem? Ikke far. Mors stemme var anderledes, når hun talte med far. Mere dagligdags. Den der latter, han kunne ikke lide den. Den var skabet. Som i fjernsynet. Som når man skal grine af noget, der ikke er sjovt. Jesper, nu kunne han kende stemmen! Hvad skulle han her, når far ikke var hjemme? Han havde lyst til at stå op og udspionere dem. Mors fjollede grinen. Men han blev liggende.
Så hørte han motoren starte. Jesper var kørt. Endelig kom hun ind til ham. ”Hvad skulle Jesper?” spurgte han og havde glemt, han skulle lade, som om han havde hovedpine.
”Spørge Jørgen, hvorfor dit og hvorfor dat!” sagde hun og havde røde pletter på halsen.
”I grinede!”
”Og det er måske forbudt?” Hun tog fat i hans hår og ruskede det lidt, som hun så tit gjorde. I dag blev han ikke glad over det.
”Og hvorfor ligger du i din seng?”
”Jeg læser.” Så kom han i tanke om det med timen. ”Jeg har haft ondt i hovedet i dag.”
”Såh?”
”Jeg gik … en time før.”
”Hvad sagde læreren til det?”
”Jeg gik bare.”
”Gik? Uden at sige det?”
Han kunne godt se, at det var noget rod. Mors røntgenblik gik hen over ham og klædte ham af til skindet. Hvis hun havde sagt, at hun godt vidste, at han var cyklet langt uden for byen i dag og havde snakket med en hest, ville det ikke have undret ham. Hun var umulig at holde noget hemmeligt for. Og dog, det med Kasper skulle hun ikke vide noget om. Aldrig!
Hun sad lidt der, på sengekanten. Han vidste, at det slet ikke var overstået. ”Vil du selv ringe til læreren?” spurgte hun.
Han rystede på hovedet. Og måtte fortælle hende, hvilken time han var blevet væk fra.
”Og jeg skal sige, at du havde så ondt i hovedet, at du ikke kunne snakke?”
”Mor!”
”At du kun kunne holde ud at cykle hjem og læse?”
”Mor!”
Hun sukkede og gik.

 

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901