Mere om Fatima

Uddrag fra bogen:
Side 46-47

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Tilbage

Nu glæder jeg mig til at møde Sofia. Jeg ved, hvornår hun kommer fra skole, og får det til at passe sådan, at vi mødes på vejen.
- Hej Fatima, siger hun og går over til mig.
Hun følges med Negat, de er de to eneste piger i klassen. Negat fortsætter hjemad, mens hun vinker til mig.
Sofia har to bøger i hånden. Hvor ville jeg gerne se dem, men jeg lader som ingenting.
- Ali og jeg skal hente vand til de kristne, buser det ud af mig.
- Nå …
Jeg kan høre, at Sofia er nysgerrig.
- Mor siger, at den ene har besøgt jer, siger Sofia. – Er det fordi Shalima døde?
Jeg kan mærke klumpen i maven igen og fryser, selv om solen er varm.
- Næe. Det er fordi Muhammed skal have medicin, siger jeg så, - og fordi hun ville spørge, om vi ville hente vand.
Mine sorte pludderbukser er snavsede i kanten. Jeg sparker lidt til jorden og ser, der er huller i siden af skoene.
- Er det sjovt at gå i skole?
- Jae, nogen gange er Negat bare så irriterende. Hun tror, hun ved det hele.
Pludselig synes jeg, at det er rart at tale med Sofia igen, selvom hun går i skole.
- Må jeg se dine bøger?
Hun slår op på en side med en masse underlige tegn.
- Jeg er ved at lære at læse, men det er svært. Hun blader i bogen.
- Det kunne jeg aldrig lære, sukker jeg.
- Min mor siger, at piger kan lære lige så meget som drenge!
Jeg tager hånden for munden for at stoppe et gisp. Tænk, hvis far eller andre hørte det. Eller min mor. Så ville der blive ballade, og jeg ville få skældud. Sofias mor er anderledes, det har jeg godt tænkt på, men alligevel.
- Ali siger, at hvis piger og kvinder lærer at skrive, ville de kun skrive kærestebreve!
Vi knækker sammen af grin og slår os på lårene. Bagefter aftaler vi at følges ad til brønden efter vand. Jeg hopper lidt, da jeg løber hjem efter spanden og kommer i tanke om, at jeg ikke har været glad i lang tid, ikke siden Shalima døde.
Jeg giver Sofia lov til at gå med hen til Katrine. Egentlig ville jeg helst have hende for mig selv. Men nu kan jeg jo godt lide Sofia igen.
Da vi nærmer os deres hus, kan vi høre en masse børn råbe. Og vi ser de to fremmede kvinder løbe op mod huset, mens de dukker sig. Nu kan vi også høre, at børnene råber nusserania (kristne) efter dem, og nogle kaster med sten. Jeg er målløs og bliver gal.
- Hold så op! råber jeg. – Stop!
De kigger forbavset op, da vi nærmer os, og holder op med at kaste med sten.
- Det kan I ikke være bekendt! siger Sofia og ser vred ud.
Fuld af foragt siger en af de store drenge:
- Sådan nogle fremmede! De skulle tage hjem igen!

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901