Mere om Måske en ven

Uddrag fra bogen:
Side 33-34-35

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Tilbage

Selv om Ahmed lukker jakken tæt sammen i halsen, sniger der sig et par regndråber ind under kraven og løber koldt ned ad ryggen. Den tynde jakke er sort, med gule fartstriber på ærmerne. Var han i sit eget land nu, ville han ikke fryse så meget, det ved han da. Og han ville garanteret heller ikke blive mobbet af de store drenge.

Hans tætte, sorte hår er vådt, under kasketten. Det ligner Hassans, siger mor. Hassan har bare flere krøller, fordi hans hår er længere.

Han spurgte Amira i aftes, om hun ville med hjem, når de blev voksne.

- Er du sindssyg, mand! Hun var fuld af foragt. – Hvad skulle jeg der? Hente vand ved brønden sammen med andre kvinder? Ikke få en uddannelse. Ellers tak! Og hun fortsatte med at læse lektier.

Han afbrød hende: - Årh, der er da skyskrabere og større biler, end du nogensinde har set i Danmark!

Hun trækker på skuldrene. – Ved du da slet ikke, at der kun var fem huse i den landsby, hvor vi boede?

- Der er da kæmpestore byer! Lige som i Amerika. Det er rigtigt! Det har jeg selv hørt onkel Wassim sige!

- Bla, bla, bla, din lille mus, ’hjem’ det er her, i Danmark! Hun rejser sig, purrer ham i håret, som da han var lille, og går ind på værelset for at hente noget i skoletasken. Men det gør ikke noget, det der nulren. Han kunne godt lide det, da han var lille. Og det kan han stadigvæk. Når bare ikke der er nogen, der ser det.

Hussein vil heller ikke med tilbage. Det kan slet ikke betale sig at spørge. Hussein havde besøg af nogle drenge i går. Så Ahmed måtte ikke være inde på værelset. Og da far var sur – syg, som mor kalder det – måtte han ty til køkkenet. Kvindeområde! Havde han så bare haft et skateboard!

Han går forbi en af de små fra 3. klasse. Drengen gør et tegn til ham med hånden, som om de kender hinanden. Han har en grøn kasket på som Ahmeds, men han kender ham da ikke?

Mads går tæt ind på ham. Han har sorte, stramme cowboybukser på og en skjorte, der er åben i halsen, så man kan se hans blege drengebryst, selv om det er så koldt, at man får lyst til at finde sine vanter frem. Lige bag ham dukker René op.

- Vi skal nok få dig smadret, din fnatmide! siger Mads ud gennem tænderne, og står så tæt på ham, at tøjet rører hans.

- Min far får jer alle sendt over i en speciel skole, fortsætter han så og skubber til ham med sin krop. – Næste gang, der er møde i skolebestyrelsen.

- Fnatmide! efteraber René. Han kan måske ikke selv finde på noget at sige? John nærmer sig. Ahmed prøver at trække væk, men han er omringet. Nu ser han gårdvagten gå hen imod dem, hurtigt. Mads følger hans blik og ser det samme. – Kom! siger han til sine venner, og de fjerner sig.

Tom har fulgt optrinet på afstand.

Karry begynder at knurre faretruende. Den rejser børster og krænger læberne tilbage, så man kan se de skarpe hjørnetænder. Om lidt, på Toms bud, vil den kaste sig over de store. Flå tøjet af kroppen og bide dem til de be’r om nåde, spytte dem ud i små stykker! Drengen er taknemmelig. Han hedder Ahmed, har han fået opsnuset.

- Pyh, det var tæt på, siger han og smiler til Tom. – Tak for din hjælp.

- Åh, det er såmænd ingenting. Tom kalder Karry til sig. – Vil du med over til min farmor og have chokolade? spørger Tom og håber, far aldrig finder ud af det.

Frikvarteret er ovre. Tom skal til talepædagog i denne time. Det værste han ved er, når han skal læse højt i timerne. Det er værre end at regne. Nogle gange får han lov til at læse sammen med Kenneth. Når Kenneth også læser, er det nemmere. Så stammer han ikke så meget. Det er først, når læreren gør tegn til, at Kenneth skal stoppe, og Tom hører sin egen stemme, helt alene, at det går galt igen.

I dag vil han præsentere farmor for Karry. Hun vil bestemt synes, at det er en dejlig hund, han har fået.

Regnen siler ned i tove nu. Ude på gangen lugter der af vådt tøj, og ved gummistøvlerne, som nogle har været så forudseende at tage på, er der små vandpytter.

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901