Mere om Uummat - fortællinger fra hjertet

 
Uddrag
af teksten
fra
bogen
Uummat - fortællinger fra hjertet
xxxxxxxxxxxxxxx  
 
klik på flaget i øverste højre hjørne for at skifte mellem dansk og grønlandsk.

Se videoomtale på dansk tv 
 
Pavia

Da jeg var lille, boede vi i et lille, gult træhus nede ved vandet. Der var ikke indlagt vand. Der var en del, der ikke havde vand indlagt dengang. I dag har de fleste det. En trappe førte ovenpå, hvor vi sov. Nedenunder var der en stue og et køkken. Vi boede i det lille hus i lang tid, men en dag flyttede vi til et andet hus, der lå højt og var stort. Der var lys i loftet og vand i hanerne. Jeg følte det, som om vi var flyttet til et slot!
Vi var fem drenge. Vores tøj var slidt, og vi var beskidte. Jeg kan huske, at min mor vaskede mig med en klud i ansigtet om morgenen. Kluden lugtede grimt. Jeg havde ikke lyst til at gå i skole, fordi jeg blev drillet. Jeg lugtede nok ikke godt, fordi jeg aldrig blev vasket.

Min far arbejdede på fiskefabrikken, og det gjorde min mor også. Min far blev formand, men på grund af druk og fravær blev den titel taget fra ham igen. Jeg kan huske engang vi var på indkøb. Jeg har nok været fem-seks år gammel. Min far købte flere kasser mad, noget vi ikke plejede. Jeg tror, det var fordi, han havde fået sin første løn som formand. Men ellers var det sådan, at de fleste penge blev brugt på øl og cigaretter. Der var kun mad til tre-fire dage efter mine forældre havde fået løn.
Hver 14. dag gjorde vi os ’parate’ – det var lønningsdagen. Jeg opførte mig ordentligt og prøvede at være en god dreng. Men alligevel fik jeg tæsk. Jeg blev hevet op af sengen og slået i ansigtet og på kroppen. Og min far råbte, at jeg skulle have noget at spise, at jeg var alt for tynd.

Det er sådan i Qaanaaq, at de ældste brødre skal have mad først, dernæst den yngste. Jeg er den mellemste og kunne få resterne, hvis der blev noget tilbage.
Om dagen spurgte jeg altid, om jeg kunne få noget at spise. Min far sagde, at jeg ikke kunne få så meget, for der skulle være noget til de andre. Jeg fik ikke mad nok.
Og når min far ikke havde mere at drikke, fik jeg tæsk. Jeg fik mest blå mærker, næseblod eller en læbe, der hævede. Det var ikke sådan, at jeg kom på sygehuset. Jeg prøvede at holde mig vågen for at være parat, når min far kom. Men det lykkedes ikke altid, og så sov jeg, når han kom. Min mor ville helst have os til at sove, før min far fik for meget at drikke. Det var mest mig og min mor, han slog. Min mor blev sommetider indlagt bagefter, fordi hun skulle syes, eller fordi hun havde brækket noget. Hun drak sammen med min far, men hun gjorde det kun, fordi hun var nødt til det. Hun var bange for ham. Jeg kunne se på hende, at hun tvang sig selv til at drikke. Og hun blev fuld.

Min mor prøvede at skaffe penge, prøvede om hun kunne låne nogle. Sommetider fik hun lidt fra vores moster, men ikke altid. Der var ikke mad nok i vores hjem.
Mig og min lillebror prøvede at finde nogle at lege med, hvor vi kunne få noget mad. Nogle gange fik vi lov at spise med. Engang fik vi pålæg. Det var noget helt nyt og fremmed for os, som vi ikke kendte. Derhjemme fik vi en sukkermad.

Jeg kan huske, at der var en dame, der blev så glad for min lillebror, fordi han var rund og hed det samme som hendes mand. Hun gav os mad engang imellem. Jeg var altid sammen med ham, fordi min mor havde sagt, at jeg skulle passe på ham.
Min storebror er ikke helt normal. Han blev drillet i skolen, fordi han var så dygtig. Så ville han ikke gå i skole mere. Men måske blev han syg, fordi der var for meget alkohol og slagsmål i vores hjem? Han blev psykisk syg. Måske er han skizofren. Han har været indlagt i mange år.

Min faster blev gift med en dansk mand og skulle flytte til Danmark. Hun spurgte, om jeg ville med dem. Jeg har nok været omkring syv år gammel dengang. Men jeg ville ikke flytte fra min mor.


Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901