Mere om Må du græde dig en sø

xxxxxxxxxxxxxxx
Uddrag fra bogen:
Side 112-113–114
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Tilbage

Silke.
Jeg køber de chokoladeåkander, Anna så godt kan lide. Da jeg går forbi en blomsterforretning, står der franske anemoner i vinduet. De koster en formue på denne årstid, og hvad skal jeg finde på, når Stig vil se en regning …? Der mangler fem og tres kroner, Silke! Hvad har du brugt de penge til? Isen i hans stemme.
Men Anna er det værd og mere til!
Plejehjemmet, lugten er stram selv om her ser rent ud. En lang gang, malet gul og med lamper, der hænger up-light og giver et varmt lys mod den gule væg, falsk reklame, for her er ikke hyggeligt. Gamle mennesker lugter, deres møbler, deres hud, deres tøj. Anna gør måske også, men jeg har ikke tænkt over det. På stue elleve, siger de. Jeg banker på, hører Annas stemme og går ind. Hun sidder oppe i en stol, guldbroderet rokoko. Den er nok fra hendes lejlighed, gyselig og gammeldags.
Hun har det strikkede sæt tøj på, jeg kom til at kende på sygehuset. Skarpt blåt. – Det er en krads farve for sådan en gammel kone som mig, sagde hun. – Men min datter har købt den til mig …
Jeg tror, hun har tabt sig. Kindbenene står tydeligt frem, og øjnene ligger dybt. Men hun rækker ud og tager min hånd, og hånden er, som den plejer, varm og fast.
- Silke, hvor er det godt at se dig! Og franske anemoner, min yndlingsblomst! Hvordan vidste du det?
Jeg smiler bare og giver hende et knus og bliver stående og ved ikke, hvordan jeg skal komme videre. Pludselig er det blevet så privat at besøge Anna. Sådan var det ikke på sygehuset. Der var vi i samme båd. Nu er jeg en af dem, der er udenfor, kan gå når jeg har lyst. Anna er i sit fængsel, og på den måde forstår jeg jo godt, hvordan det er for hende. Selv om jeg ikke fik besøg i fængslet … det var der andre, der gjorde.
- Find en vase til dem! Anna peger mod et lille skab. Da jeg roder efter en vase i passende størrelse, siger hun: - Og dit tøj kan du hænge på stumtjeneren i køkkenet.
Jeg hælder vand i vasen og sætter blomsterne i, en ad gangen. Der er kun seks, alle blå. Man kan høre personalet gå forbi ude på gangen, selvom døren er lukket. Der er en gammel, knirkende stemme der råber: Hallo! Jeg vil hjem, jeg vil hjem, igen og igen. Stemmerne er venlige men bestemte, prøver at tale den gamle til ro.
- Og al den sne, siger Anna. – Er du ikke blevet våd om fødderne?
Jeg mærker efter. Jo, støvlerne er ikke vandtætte.
– Tag dem af og find et par varme sokker i skabet! Anna peger igen. – Du kan jo lige så godt lære, hvor tingene er først som sidst.
Så siger hun: - Da jeg var ung, havde jeg en kæreste, der skrev: Hvis snefnug var kys ville jeg sende dig en snestorm! Hun smiler og rynkerne
i hendes ansigt vender opad. Jeg nikker ja.
Anna … ung og forelsket, en underlig tanke. Nu sidder hun der og falder sammen og er et sammensurium af rynker og så sart, at pustede man på hende, ville hun falde ned af stolen! At hun engang var ung og havde glat hud …
Jeg lægger de våde sokker på radiatoren og tager de uldne på, hvide og bløde og føler mig bedre tilpas. Og håber ikke, hendes datter kommer. I det samme banker det på døren, som går op. Det er en af de ansatte, kan jeg se på uniformen.
- Åh, du har gæster, Anna. Hun nikker over mod mig. – Så heldig. Er det familie?
- Ja, siger Anna kort. – Det er Silke.
- Vil I have en kop kaffe?
- Nej, tak, Dorthe.
Dorthe, som hun åbenbart hedder, står rådvild, som om hun blev forbavset over, at Anna sagde nej tak. Så trækker hun på skuldrene, måler mig i et lynhurtigt blik og går igen.
- Vi vil hellere have te, ikke Silke?
- Jo, fanme vil vi det! Kan jeg lave den her?
- I skabet over vasken finder du det, du skal bruge.
Vi drikker te, og jeg læser igen ”Den lille prins”. Som små børn før de skal sove: Den samme historie om og om, og ve den, der glemmer et ord! Jeg fatter bare ikke, hun gider høre den samme historie, at hun ikke hellere vil, at jeg skal læse noget andet. Eller, var det ikke sådan, jeg havde det med Gertrud, da hun læste for mig? Den samme historie, igen og igen. ”Mis med de blå øjne”. Eller var det hos en af familieplejerne?
Da jeg har læst et par sider, ser jeg på Anna. Hun er faldet sammen i stolen, fylder så lidt. Øjnene halvt lukkede. Hun skal måske i seng?
Jeg har ikke spurgt hende om, hvordan det er at bo her. Man spørger jo heller ikke folk i et fængsel: Synes du om maden? Hvordan er de indsatte? Selv om det er vigtige dele i hverdagen. Annas appetit kender jeg jo. Den er som en fuglekonges. Altså lige bortset fra åkanderne.
Hun lægger sin hånd ovenpå min. – Stop bare nu, Silke, siger hun. – Det rækker for i dag.
- Jeg kunne også læse avisen for dig.
- Nej, ellers tak. Der står kun om krige, ulykker og mord og børn, der bliver mishandlet, ellers tak. Desværre kom jeg til at høre om det barn, der blev stukket over hele kroppen af dartpile! Af sin far … en lille fyr på et par år. Tårerne står frem i hendes øjne.
Vi sidder uden at sige noget. – Nej, jeg havde nær glemt det. Jeg har portvin i skabet. Og glas. Lad os få et glas.
Vi skåler. – God ørkenvind, hun smiler.

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901