Mere om Vejen til Lee

Uddrag fra bogen:
20/5 side 96
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Tilbage

De her dage og nætter er så skarpe - alt det grønne, regnen, de hvide, vilde syrener langs markerne, når jeg går tur på vejen, der går til Hjorthede.
Duften af syrenerne, af den våde jord, af græs …
Luften - tyk af væde - alt det gemmer jeg indeni. Det vil aldrig blive visket væk af andre oplevelser. Men stå der og dirre - for sig selv.
Hestene, der er to brune, der går på græs på engen nedenfor huset.
- Har du set dem i dag, Asger?
- Nej, de er ikke kommet endnu.
Den ro, det giver at vide, at der er noget, der gentager sig, hver dag, selv om verden er af lave: hestene, der bliver sat på græs om morgenen og trukket hjem om aftenen. Lyden af deres hove mod asfalten …
De små ting, der bliver vigtige. Den store, blomstrende mirabel på genboens græsplæne.
Stille, våde, grønne dage i Lee.
Hvor alt udenfor stuen og soveværelset er helt uden betydning, tv-avis, at folk slår hinanden ihjel ude i verden - hvad dem, der ringer siger i telefonen - det eneste, det betyder noget er, hvordan Emmy har det.
Lyden af regn på plasttaget over carporten. Gråspurvenes kvidren så tæt på, som boede de inde i huset.

Puden skal være så flad som muligt. Kanten af den må ikke gå ned, så den rører skuldrene.
Især har det gjort ondt at ligge på det højre øre. Elna har lavet en lille rund pude af vat, som tager lidt af trykket mod ørets tynde hud. Yderst er der blød gaze, der holder vattet på plads. Og det har hjulpet lidt.
Hun siger lyde, godt hun sover nu, hun giver sig i søvnen.

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901