Mere om Elias og Munin

Uddrag af Elias og Munin xxxxxxxxxx
 Da jeg har fået den over i kassen, basker den til siderne og laver en masse spektakel, mens jeg sidder med en kop halvvarm kaffe, resten fra i morges. Den skal vel lige have lidt tid til at vænne sig til de nye omgivelser …
”Du må finde dig i det, kræ - indtil videre i hvert fald.” Jeg bøjer mig over den og ser, om jeg kan få øje på skaden. Jo, det er den ene vinge - kan den være fløjet ind i noget? Den er ikke brækket - eller er den? Jeg er sgu ikke dyredoktor! Måske er den - den hænger ligesom lidt. Jeg søber den sidste alt for stærke kaffe i mig og åbner vinduet lidt på klem, må have røgen ud. ”Og så skal vi da have et navn til dig. Du kan ikke blive ved med at hedde ’kræ’, vel? Det passer sig ikke for en stolt ravn.” Jeg tænker mig lidt om, var der ikke noget med, at Odin engang havde en ravn på hver skulder, Munin og Hugin? ”Munin - hvad siger du til det?” Jeg ser lidt på ham og fortsætter så: ”Hugin er den som tænker, Munin er den, der mindes … sådan tror jeg nok, det var.”
Nå, kræet kan jo ikke svare, og det slår mig, at jeg i dag har snakket meget mere end mange andre dage tilsammen! Jeg må finde en større kasse - måske skal den have to - en stor til om dagen, en mindre til at sove i? Ren luksus, Munin!
Munin er kommet i en stor fin kasse og er faldet til ro. Jeg har lagt aviser i bunden, de er nemmere at skifte ud. Allernederst er der plastik. Jeg er træt efter al den palaver og lægger mig på sofaen.
Som så mange andre gange kommer jeg til at tænke på min tøs, Aviaja - og hendes mor Jensine, de har begge forladt mig. Aviaja kunne ikke blive boende her i byen - det var for småt til hende. Hun var et par år i Danmark for at læse videre, og selv om hun ikke sagde det, savnede hun fjeldet - alle blomsterne, der pibler frem overalt i foråret - turene i jollen ind i de mange fjorde - nej, hun sagde det ikke, men jeg kunne høre på stemmen, at det var sådan, det var. Den blev tung og grå som vejret i Danmark. Den dag hun skulle rejse, var vi selvfølgelig med i lufthavnen og sige farvel. Vi var kommet i god tid - men den dag stod tiden stille, flyttede sig ikke ud af stedet. Og det, der skulle siges, var for længst blevet sagt - eller gemt et sted indeni. Jeg så på min smukke datter, langbenet og højere end sin far. Det sorte hår, øjnene som en polarnat uden stjerner. Jeg mine øjne løb fulde af vand, så jeg så væk og ærgrede mig over mit føleri. Måtte tænke på noget andet - ikke at vores datter skulle tusindvis af kilometer bort fra os. Jeg så i stedet på sælskindet på stole eller bænke er det vel nærmere. Dengang lufthavnen var ny var det meget flot og anderledes, det med sæder med sælskind. Nu havde man ligesom vænnet sig til det. Men egentlig ser det godt ud. Det må da være noget for turisterne…
Jeg vover igen at se på Aviaja. Hun er i sin egen verden, har for længst forladt vores sted med sne og kulde om vinteren og det særlige lys, der hænger over vandet, især når det er vinter - og varmen på fjeldet om sommeren og er taget til det regnfulde Danmark. Hvordan skulle det gå? Jeg kom i tanke om, dengang hun var lille, hun var nok begyndt i skolen, og i en periode havde hun tit mareridt. Hun kom ind til os om natten og lagde sig altid i min del af sengen. Jeg tog om hende og trak hende ind til mig. Ville gerne beskytte hende mod angakokker og fjeldgængere, og hvad hun ellers havde drømt. Hun fortalte mig det hviskende og gjorde store øjne. Men passede på ikke at vække sin mor. Jeg tog hende tættere ind til mig og kyssede hendes pande og sagde, jeg altid ville beskytte hende mod ondt i verden.
Men nu tager hun til Danmark - nu er hun udenfor min rækkevidde, hvis hun oplever noget ondt.
Efter hun var kommet hjem igen, sagde hun, at Danmark er et fugtigt land. ”Vil du tro det, når jeg skulle i seng, var dynen klam.”
”Klam?”
”Det regner næsten altid. Hvis man tørrer tøj ude her, kan man tage det ind efter en time. I Danmark må det hænge ude hele dagen, og så bliver det ikke engang tørt!”
Hun sad lidt og tænkte. ”Der er noget med luften - her er den tør. Man tænker ikke over det, når man bor her,” sagde hun. Jeg har tænkt på, at luften er frisk og dufter af … er det isen ude fra vandet?
Hun tog til Nuuk, hvor der var et arbejde, hun absolut måtte have.
”Du forstår det godt, ataata?” sagde hun og så på mig på en måde, der gjorde, at jeg nikkede: selvfølgelig. Min datter er klog, hun skulle have et godt og spændende arbejde - også selv om det var alt for langt væk fra sin far. Da Jensine døde spurgte hun, om ikke jeg ville flytte til Nuuk. Men nej tak, du, jeg ved hvad jeg har. Jeg kender ingen i Nuuk, altså bortset fra Aviaja - det er en stor, fremmed by - ikke noget for mig. Hun kommer da af og til - men det er for sjældent. Og nu har jeg endda et barnebarn, Malik - som jeg heller ikke ser. Når de af og til er på besøg, er han vokset så meget og har ændret sig, så jeg kunne tro, det var en anden dreng, hun havde med.
”Jeg kender ham ikke, ”sagde jeg, som sandt var.
”Men kan du ikke se, han ligner dig?” spurgte Aviaja. ”Den høje pande - øjnene.” Det var, som om hun forventede, at jeg blev glad for at høre, at mit barnebarn ligner mig. Kæresten mente også, at han lignede mig, ”Det er, som at se din far!” sagde han vist.
”Underligt at sammenligne et lille nyt barn med en gammel mand,” sagde jeg og kunne godt mærke, at jeg sagde de forkerte ting - det var jo meningen jeg skulle blive stolt og måske lidt rørt? Lyset i Aviajas øjne blev slukket, og jeg havde lyst til at tage hende i hånden, som da hun var lille, men jeg gjorde det ikke. Jeg ville sige, at de ikke måtte misforstå mig, han var en fin lille dreng, men ligne mig - nej, det gjorde han ikke! Men det var vist bedst ikke at træde mere i det.
 

Jeg har placeret Munin i den lille kasse i køkkenet, og det er blevet tid til at gå i seng. Jeg ligger og vender og drejer mig - må se i øjnene, at det bliver en af den slags nætter, hvor jeg får sovet alt for lidt. Man kan sætte en prop i ørerne for at tage nogle af lydene, for eksempel når de nogle gange holder drikkegilde ovenpå - ikke at det tager lyden, det dæmper den bare en smule. Én gang har jeg fundet opkast på min altan dagen efter deres gilde, de havde brækket sig ud over rækværket, og jeg måtte i gang med vand og sæbe, føj! Jeg ville egentlig gå op og sige det til dem - men noget holder mig tilbage. Jeg får det ikke gjort.
Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 2243 2450