Mere om Når snefnug danser

Uddrag af Når snefnug danser xxxxxxxxxx
 
 
En dag, hvor Malia står i køkkenet og laver mad, siger hun: ”Giv mig lige din mobil, Minik, så ringer jeg efter Aviaja. Hun må da komme og spise med, vi skal have lækre sælbøffer.”
 
Ataata ser bekymret ud. Jeg finder hendes nummer på mobilen og håber, hun siger ja. Men jeg er ikke sikker, noget er galt. Og mon det er ataata, hun er sur på? Malias piger er blevet hjemme, de sagde de havde opgaver, der skulle laves, og Malia tager hjem efter aftensmaden. Jeg dækker bord og lader, som om jeg ikke lytter, men mine ører stritter. Og Malias stemme er blød og kærlig som et varmt tæppe, man tager om sig, når man fryser. Alligevel kræver det megen overtalelse, og der er mange undskyldninger.
”Du kan bare gå hjem, når vi har spist,” siger Malia, ”så kan du vel nå at ordne dine lektier alligevel?”
 
Jeg står lang tid på badeværelset for at ordne håret. Der skal vand til, for at få det til at lægge sig og få det rette sving. Og ataata ødelægger nemt frisuren, når han kører en hånd gennem håret. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal vænne ham af med den vane.
Da vi sidder ved bordet, er Aviaja tavs som graven. Det var alt det, hun gad hilse på mig, da hun kom. Hun stikker til maden og svarer med hviskende stemme, når hun bliver spurgt om noget. Ataata lægger kniv og gaffel fra sig, ser på hende og bryder tavsheden: ”Du synes ikke, jeg skulle have blandet mig den aften?”
Jeg har ondt i maven - det, der før var så rart, når Aviaja besøgte os, er helt forsvundet. Hun svarer ikke på spørgsmålet.
”Skulle jeg bare have ladet ham overtale dig til at købe hash?” Ataata skulle ikke spørge på den måde. Hans stemme er for skarp, og musklen ved kæben sitrer, og der er en dyb rynke mellem hans bryn. Han må kunne se, at hun ikke kan lide det! Det kan vi andre da.
”Såe …” siger Malia, ”lad os snakke om noget andet, Arsuk. Spis nu …” hun skubber kartoflerne over til ham. Men ataata ser kun på Aviaja, og det er, som om han ikke har hørt Malia. ”Du synes jeg er frelst, Ikke?” fortsætter han - det, at hun endelig er kommet, har han helt spoleret. ”Jeg ved, hvad jeg taler om, jeg har selv været der.”

Aviaja ser op et øjeblik og møder hans blik, før hun igen studerer sin tallerken, hvor maden næsten er urørt. Malia ser på far, og det ser ud til, at han har sagt noget, hun ikke vidste noget om? Og hvad mener han med, at ’han har været der’? Hvor har han været?
Ataata fortsætter:” Jeg vil ikke bare se på, at sådan en fin ung pige som dig skal blive ødelagt af det stads!” Pludselig ser hun op og møder fars blik, så jeg bliver helt forskrækket. Og pludselig kan jeg genkende mors blik, når hun er vred, som om blikket sender usynlige, giftige pile … det er ikke tit, jeg har set anaana sådan, men de gange jeg har, glemmer jeg ikke. Sidst var i Nuuk, dengang med Palleq.
”Jeg ved godt, hvad hash er,” siger hun med den lille stemme, men stemmen er fast og ryster kun lidt. ”Min far har røget det i mange år.” Der bliver fuldstændig tavshed ved bordet, selv ataata ved vist ikke, hvad han skal sige. ”Han har også ladet mig prøve det!”
Ataata ryster på hovedet men forbliver tavs. ”Men ryger du så?” spørger han og er faldet helt ned.
Hun trækker på skuldrene. ”Af og til,” siger hun. ”Nå, men jeg må hjem.” Hun rejser sig. Ataata ligner en, der er slået tilbage til start i ludo.
”Tak for mad, Malia,” siger hun og går ud i gangen. Jeg ville gerne følge hende ud, men tør ikke røre mig. Også far sidder, som om han er limet til stolen. Malia rejser sig og går med ud i gangen. Måske tager hun om Aviaja, men jeg kan ikke se det, ved bare, at det plejer hun at gøre.
Jeg havde sådan glædet mig, til hun kom, men …

Malia og ataata spiser færdig men siger ingenting. Jeg tager min tallerken med ud i køkkenet, skyller den og sætter den i opvaskemaskinen. Så finder jeg min i-pad, men kan ikke koncentrere mig om noget.

”Jeg tror, jeg går i seng”, siger jeg og giver Malia og ataata et kys på munden.
”Jeg skal også hjem, Minik, men vi ses snart igen,” Malia tager mig ind til sig et øjeblik. Da jeg går fra badeværelset, kan jeg høre ataata sige: ”Har du bemærket, om hun har været påvirket?” Og Malia svarer: ”Naamik, men hun har nok ikke røget, inden hun skulle være sammen med os.”
Så lukker jeg døren til stuen, og da jeg ligger i min seng, kan jeg høre deres stemmer, men ikke hvad de siger. Jeg er så ked af det, ville ønske jeg kunne græde. Men det kan jeg ikke.
”Hvor er du, aanaq?” hvisker jeg ud i mørket, men får ikke noget svar.

17
I weekenden er både Ivana og Sofie med deres mor ovre ved os. Ivana sover på sofaen i stuen, Sofie låner Thomas’ seng på mit værelse. Inden vi skal sove, er vi alle tre på mit værelse og spiller et spil. Ivana siger: ”Alle på skolen ved, at Aviaja ryger.” Jeg ser op.
”Alle? Jeg vidste det da ikke.”
”Nå nej, ikke dig - men hvad ved du overhovedet?” Jeg slår ud efter hende, synes ikke, hun er sjov. Hun ømmer sig overdrevent, som om det var et hårdt slag, og Sofie griner af hende.
”Hvis alle ved det, hvorfor siger lærerne så ikke noget?” Spørger jeg.
Ivana trækker på skuldrene. ”Det er vel ikke deres problem?” Hun samler sit lange, sorte hår til en hestehale, binder et bånd om og ryster hestehalen på plads på ryggen. Hun ligner ikke sin mor, hun er høj og slank, men Malia er meget pænere.
”Og hvor får hun penge fra? Det koster vel?”
Så ser hun på mig med irritation.”Selv om jeg ved noget, ved jeg da ikke alt.”
 
Næste dag vil Sofie med ud på kælkebakken, og der møder vi Enok.
”Nå, så er man heldig at se dig,” siger han. ”Det er ellers ikke tit. Skal du ikke ud på ski med din veninde?” Jeg overhører ham, og vi drøner i vild fart ned af fjeldet. Der er kommet et tyndt isslag, som gør, at det næsten går for hurtigt. Vi er tæt på at suse over vejen, men jeg får stoppet i tide. ”Det duer da bare ikke, det her,” siger Sofie. ”Det går alt for hurtigt, det er for farligt.”
”Det er, fordi du er en tøs,” fastslår Enok, da hun vender sig, trækker slæden efter sig og går hjem. Men hun har ret - det går for hurtigt. Da jeg tager den næste tur, er jeg ved at ryge ud på vejen, og der kommer en bil kørende. Da den sagtner farten, kan jeg se, at det er Siris taxa. Jeg går hen til bilen, som er stoppet helt, og hun ruller vinduet ned.
”Det går da vist ikke, det der,” Siri ser op mod kælkebakken. ”Du, jeg har fri nu. Vil du ikke med hjem og have en kop te?”
Jeg gør tegn til Enok, at jeg stopper og vinker til ham. Han ser ærgerlig ud, men Siri har ret, det duer ikke i dag, det går alt for stærkt. Så jeg tager med hende og behøver ikke lige komme hjem, hvor Malias tøser er, det passer mig fint. Jeg sætter mig ind på sædet ved siden af hende. ”Din ven må da gerne komme med, hvis han vil,” siger hun. Jeg trækker bare på skuldrene.
”Hold op, hvor er det længe siden, du har besøgt mig.” Hun lægger sin hånd på mit knæ og smiler. ”Går det godt?” Jeg løfter øjenbrynene, selv om det ikke er rigtigt, for det går ikke godt, ikke med Aviaja. Og hvad skal ataata gøre?

Vi kører forbi de mange huse nede i byen. Alle har den orange julestjerne i vinduet, alle - uden undtagelse, som om det var en lov. Vi har selvfølgelig også én, ja faktisk to, både i køkkenvinduet og i stuen.
”Det ser hyggeligt ud,” siger hun og tænker nok på julestjernerne.
”So.” siger jeg og håber, at jeg får Siri for mig selv. Selv om Julie er sød, er det anderledes, når vi bare er os to.

”Er der mange, der ryger hash?” spørger jeg. Ikke fordi Siri skal høre om Aviaja, men hun må vel vide det? Hun kender så mange mennesker i byen, fordi hun kører for så mange. ”Der er alt for mange,” siger hun. ”Det er noget skidt!” og så ser hun på mig med et alvorligt udtryk. ”Hvorfor spørger du?”
”Ikke for noget,” siger jeg.
”Jeg har set, at du somme tider er på ski sammen med en meget smuk ung pige. Hvem er hun?”
Det er rigtigt, vi har vinket til hinanden ude på skibakken et par gange. ”Det er Aviaja, anaanas lillesøster.” Og tilføjer:” Halvsøster …”
”Åh ja, er det hende? Hun er da noget ældre end dig?” Hun er stille lidt. ”Nå, ja selvfølgelig. Hun er kommet ind til byen for at gå i skole her. Jeg kan ikke kende hende mere. Jeg så hende engang, da hun var lille, og din mor, dig og mig sejlede derud. Du var ikke ret gammel.”
Hun sætter farten ned og kører langsomt udenom en gammel kone, der går i vejkanten på stive ben, der er isglat.
”Nu kommer din anaana vel snart hjem på juleferie?”
”Aap.”
 
Så parkerer hun foran sit hus, og som altid løber vi omkap op ad trappen. Mange gange har jeg hende mistænkt for, at hun lader mig komme først. Siri løber, står på ski, ror kajak og holder sig i form, som far nok ville sige og smile på en ikke særlig rar måde. Han synes, det er ok, jeg besøger Siri, men jeg tror ikke, de to synes særlig godt om hinanden.

Jeg hænger min jakke på knagen, mens Siri går i køkkenet for at sætte vand på til te. Mens vandet bobler i kanden, og Siri hælder det kogende vand over tebladene, tager jeg en runde i stuen, må se om alt er, som det plejer. Jeg går hen til skænken, hvor der er et billede af mig, da jeg fyldte tre år - med masser af flag og kager - jeg ser ud, som om jeg ikke fatter, hvad der sker. Så stopper jeg op ved hylden med tupilakker. Siri kommer ind med bakken med te, og hun har smurt et par boller. Hun sætter bakken på bordet og kommer hen til mig, kigger på det, hun tror, jeg ser på.
”Der er mange, ikke?”
”Aap. Anaana har fået en af dig.”
”So,” siger Siri.
”Jeg har også fået en - den har været min aanaq’s”
”Din aanaq var en fin kvinde.” Hun holder en pause og fortsætter: ”Godt at have sådan en tupilak, hvis...” Jeg ville nu ikke ofre min tupilak for at sende den efter Palleq, selv om han godt kunne fortjene at få en straf for det, han gjorde ved anaana.

Hun skænker te til os, og jeg sætter mig i sofaen, hun i den stol, hvor hun plejer at sidde. Så vil hun høre, hvordan det går med mor. Hun spørger ikke, om hun har en kæreste, og jeg siger selvfølgelig heller ikke noget om det. Jeg ville ellers gerne have fortalt hende om den modbydelige Palleq.
 
”Det duer ikke at køre på slæde der, hvor I gjorde i dag, der er helt belagt med is,” siger hun. ”Det kan nemt gå galt.” Og underligt nok hører vi lidt efter lyden af ambulancen, men det behøver jo ikke være fra kælkebakken …

Jeg glemmer tiden i Siris hus, men jeg skal hjem og spise til aften. Vi giver hinanden et knus, og jeg spurter ned ad trappen og er lige ved at falde, men … Jeg vender mig og vinker, hun står i døren, selv om det er hujende koldt - jeg ved, hun står der, til hun ikke kan se mig mere.

Lise Andersen | Bryggervænget 7, 9430 Vadum  | Tlf.: 9827 1901