Mere om Isblomster

 

 

Amalie har lagt sig oven på sengen, og lidt efter kan han høre hende snorke. Han sætter sig ved vinduet og ser ud. Det går ikke at sove to gange på en dag – så vil han ikke kunne sove, når det bliver nat.

Han tager sin iPad og giver sig til at læse. Havde han bare haft mere energi, men …

Det bliver forstyrrende med Amalies snorken, han vil sætte sig ned i stuen.

Stuen har vinduer hele vejen rundt, så lyset og solen vælder ind og varmer. Han må åbne et vindue. Han står lidt ved vinduet og nyder den friske, klare luft. Det er den, han er kommet for, luften. Med et stænk af kølighed, sneen på toppen tager noget af varmen.

Et sted kan han svagt høre vandet fra et vandfald. Stærkere nu, hvor der kommer smeltevand fra bjergene.

Da han vender sig, bliver han forskrækket, havde troet, han var alene. Men den unge kvinde er kommet ind i stuen, uden han har hørt hende. Hun ser op og nikker.

– Fint vejr, siger han. Det er en sætning, der kan bruges overalt i verden uden at skade nogen.

Hun ser op fra bogen, smiler bare og nikker måske svagt.

Og det var så det.

Han ved ikke, hvordan han skal komme videre, men han ville godt i snak med hende.

Han sætter sig ved det lille glasbord, hvor han har lagt sin iPad.

Men han kan ikke koncentrere sig om at læse. I hovedet former han sætninger og spørgsmål – men det skal være af en art, hvor hun ikke bare kan svare ja eller nej.

Er du kommet for at vandre? Duer ikke. Skal du gå i bjergene? Duer heller ikke. Han rømmer sig.

–Hvad får dig til at komme her? spørger han så, stolt af sin sætning og af sit engelske. – Ja, altså, hvis du har lyst … hvis det ikke er for …

– Nej, det må du gerne spørge om. Jeg har haft et længere sygeleje, så jeg er her for at komme til kræfter. Ikke for at gå i bjergene, desværre.

Han møder hendes blik. Øjnene ligner en kats, de er grønne og mandelformede. Nok det kønneste ved hende. Det røde hår har hun samlet i en lille bitte hestehale. Hun er lys. Har fregner hen over næsen som et barn. Hvad mon hun har fejlet? I gamle dage ville det have været tuberkulose, men den slags findes da heldigvis ikke mere. Hun er tynd, næsten mager, hendes bryster er som en helt ung pige, der lige er begyndt at få facon.

– Jeg hedder Asger, siger han så.

– Kamille – med e og ikke a. Hun sidder med en bog og har en kop te på bordet ved siden af.

– Og min kone og jeg er blevet for gamle til at gå i bjergene, siger han. Og efter en lille pause: – Jeg håber, du får et godt ophold, Kamille. Han smiler.

Han ville godt vide, hvor længe hun skal være her. Men han har brugt sin kvote af spørgsmål, i hvert fald lige nu. Han synes selv, han er kommet et godt stykke, han ved både, hvad hun hedder, og grunden til, at hun er her.