| Uddrag af Hudens tynde is |
xxxxxxxxxx |
 |
Med ét slog han hende, han ramte igen næsen, inden hun kunne nå at flytte hovedet. Det gjorde så forbandet ondt, at det sortnede for øjnene et øjeblik, og før hun kunne nå at tænke, røg hånden frem og med et slam sad den på hans kind. Han blev så forbavset, at han blev helt stille og holdt op med at skrige.
Åh, hun skulle da ikke slå! Hun trak ham ind til sig og hviskede:” Undskyld, undskyld, min lille skat.”
Han så på hende med undren i blikket og noget, der lignede had og trak sig væk. Hun græd og rakte ud efter ham.
”Sødeste Minik, mor er ked af det, undskyld.” Snottet løb og der kom også lidt blod fra næsen.
