Mere om Skoven i Hercegovina

Han har fået det godt! Har fejlvurderet sig selv med hensyn til at spille golf, han kan lide det. Og han sover bedre om natten. Sofie har også sagt, at han har fået en bedre kulør, og han kan selv se det, han er ikke så bleg og hulkindet længere. Han står med pilleglasset i hånden. Behøver han overhovedet at tage sin medicin? Måske er det ovre nu, de frygtelige ture tilbage i tiden. Men tør han tro på det – kan han nogensinde komme fri af det? Det er længe siden, han har haft de rædselsture til krigen, så måske er han blevet normal? De taler mere sammen ved måltiderne nu, og han sidder tiere i stuen om aftenen og ser fjernsyn sammen med Sofie, eller de sidder og læser i hver deres stol. Han fortæller hende om golf og om Karl, og hun lytter. Er hendes stemme ikke blevet lettere, når han tænker over det? De går senere i seng, glemmer sommetider tiden … Der er så mange gode dage – den ene efter den anden. Hvor lang tid nu? Han ved det ikke, men krydser fingre for, at det bliver ved. Normale mennesker spiser ikke nervemedicin … Skulle han prøve for en tid, se, hvordan det går?

Men en dag sker det. Han havde ikke ventet det, og så alligevel … Det var næsten for godt til at være sandt, at han var færdig med de ture.
En af de andre spillere spørger, da de er ved at sætte køllerne på plads: ”Har du også været soldat i Bosnien-Hercegovina, hvor alt det grusomme fandt sted?” Et helt uskyldigt spørgsmål, den anden mente ikke noget ondt med det. Kasper nikker, men bare lyden af landets navn får mørket til at komme buldrende. Han vender om på hælen og går så hurtigt, han kan, uden at løbe.
Ondskab – lig i floderne, de nedbrændte byer, de voldtagne kvinder.
Da han er uden for synsvidde, løber han. Han stønner og får sidesting, må i sikkerhed. Han er ved at skrige, men klarer at beholde skriget indeni, løber, løber, puffer til folk, der står i vejen, ser ingenting, hører kun lyden komme nærmere, nærmere! Om nogle sekunder vil de tromle hen over ham, han vil blive ét med jorden, blive splattet ud som en pandekage, mens kædernes mord vil fortsætte. Han ser ikke dem, han løber forbi, ser ikke deres forbavsede eller vrede ansigter, fordi han har skubbet til dem, ser ikke, at de stikker hovederne sammen, taler om ham, ser efter ham, ryster på hovedet. Han løber over vejen uden at se sig for, tæt på at blive kørt ned, sanser ikke bilens hvinende opbremsning eller kraftige tuden. Han må væk. Han mærker ikke tøjet klæbe til kroppen, at han er drivvåd af sved. Han kaster sig på sengen og holder sig for ørerne, så snart han er inde i huset, og han siger en høj, tynd lyd for ikke at høre skrigene og den hvislende lyd af raketter. Vejrtrækningen er stødende, helt oppe i halsen. De må ikke finde ham, de må ikke vide, hvor han er! Det er nu, det sker, han vil dø. Han ruller kroppen frem og tilbage i sengen, mens sveden hagler af ham. Han ved ikke, hvor lang tid der går, men hører, at Sofie kommer listende ind. Hun tager om ham, forsigtigt og kun om skuldrene. ”Så, så,” siger hun. Han prøver at trække vejret roligere. ”Der sker ikke noget.” Hun lægger sig ved ham, tager fastere om ham. ”Du er her, hjemme, hos mig.”
Og der er tavshed, kun fuglene i haven kan man høre. Han trækker vejret roligere. ”Du er våd over hele kroppen. Lad mig hjælpe dig med at få det våde tøj af.” Men nej, det skal hun ikke. ”Du skal gå,” hvisker han. Hun tager fat i sin bluse og tørrer hans pande med den. ”Gå!” siger han, højere denne gang. Men hun bliver siddende. ”Gå så for fanden!” råber han, kan ikke have hendes omklamring, må have luft. Hvad gør en kvinde her? ”Skrid ad Pommern til!” skriger han, så spyttet sprøjter. Blikket er vildt som hos et jaget dyr. Han sætter sig op i sengen og ser, at hendes øjne bliver unaturligt store, men hun flytter sig ikke, rører bare ikke ved ham mere. ”Se så at skrubbe væk, din lede kælling!” hvæser han, og hun rejser sig, står og ser på ham og går endelig ud af soveværelset.
Øjnene … det blik, han har set det før. Nu ved han det: Det var sådan, Amalie så på ham, hun var bange. Så græder han, han hulker højt, og kommer hun ind igen, vil han smadre hende! Men det gør hun ikke. Hele eftermiddagen går, uden han ænser det, og der er snot over det hele, på T-shirten, i ansigtet, han gider ikke at fjerne det. Og endelig … efter uendelig lang tid er det ovre. Han ligger og stirrer op i træloftet som så mange gange før. Følger træets årer, stierne … først en, så en anden.

Han må have sovet, det er blevet aften, og han kan høre Sofie rumstere i køkkenet. Han er så træt, som havde han været med i en rigtig krig. Han fik bare ingen skudsår. Han må tage et bad. Da han kommer ned i køkkenet, har hun dækket bord, lavet kylling, som hun tager ud af ovnen og placerer på en bordskåner. Han sætter sig ved bordet, siger ikke noget, hun er også tavs, ser bare på ham. De begynder at spise. Hun stikker til maden. ”Jeg kan bare ikke tage det der pussenusse,” siger han stille. Hun er tavs så længe, at han tror, hun ikke vil svare, men så siger hun: ”Du plejer at synes, det er i orden, at jeg er der.” ”Plejer og plejer,” siger han og kan mærke, at vredens bål ikke er gået helt ud endnu. ”Jeg kan bare ikke tage det!” Han siger det alt for højt, lægger bestikket fra sig med en skarp lyd. Hun farer sammen, som havde han slået hende, og der er alt for megen usikkerhed i hendes øjne. Inderst inde ved han godt, at han ikke plejer at blive vred på hende, men i dag er anderledes. Det er lige med ét blevet alt for meget. Han ville ønske, at han boede alene eller bare kunne gå … tage hen til sin lejlighed og sove, men den har han ikke mere. Han kan ikke holde ud at se på det bekymrede ansigt. Han fejer tallerknen hen over bordet, så den ryger på gulvet med et brag og går i stykker. Madrester ender på gulvet. Så går han så hurtigt, han kan, op ad trappen og smækker med døren til sit kontor. Inde ved computerbordet skjuler han sit ansigt i hænderne.
Hvor havde han haft lyst til at slå! Det plejer han ikke.
Han har før syntes, at det var i orden, at hun kom og hjalp ham tilbage til virkeligheden. Hvorfor er det ikke sådan mere? Hvad har ændret sig? Da han så hendes blik … pludselig var han tilbage til dengang, han boede med Amalie, det bange, underkuede blik. Han holder det ikke ud! 25 Bare tanken om at ligge ved siden af ham i nat! Det dur ikke. For første gang i den tid, de har været sammen, blev hun bange for ham i dag. Nu har hun ellers glædet sig sådan over, at det går bedre med ham, siden han er begyndt til golf. Det føles som en fallit at rykke ind på det værelse, der egentlig er hendes kontor. Der står en seng derinde, ikke fordi det er tit, de har overnattende gæster, men det er godt at have muligheden. I første omgang, da hun får tanken om at flytte derind, afviser hun den. Men som aftenen går, og Kasper bliver inde på sit kontor, bliver hun mere og mere urolig. Hvis hun flytter derind, vil han måske blive mere vred? Og hvordan kommer hun tilbage igen?
Da hun skal i seng, ved hun hverken ud eller ind. Hun står og ser på dobbeltsengen, der stadig er ét rod efter den omgang i eftermiddags. Så tager hun beslutningen og bærer dynen ind på værelset og reder seng. Da hun har børstet tænder, siger hun godnat uden for hans dør. Han svarer ikke. Det er umuligt at sove. Et par timer efter hører hun ham gå ind i soveværelset. Er det nu, han vil komme? Vil han råbe og skrige og spørge, hvad i alverden hun bilder sig ind? Hun tør næsten ikke trække vejret, ligger helt stille og lytter, lister op og låser døren. Der sker ikke mere. Næste morgen er hun klatøjet af mangel på søvn og tager en kop kaffe, kan ikke spise noget. Så hører hun ham på trapperne, lyden af hans trin gør, at hun får en knude i maven. De langsomme skridt, dørhåndtaget, der går ned, da han kommer ind i køkkenet. Hun ser op, må vide, hvordan han ser ud. Han er grå i hovedet, har sorte rande under øjnene, han har heller ikke sovet meget. Han kommer med et spagt godmorgen, tager en kop kaffe og går ovenpå igen. Hvad mon han laver på det kontor? Nu er der ikke opgaver at rette eller forberedelser til næste dags undervisning, men han sidder nok ved computeren for at undgå at være sammen med hende. Hun ser i kalenderen. De har inviteret Pernille og Thomas, eller rettere hun har. Det er længe siden, de har været sammen alle fire, oftest er det bare hende og Pernille, der ses. Hun har ikke kunnet tage sig sammen til det, men endelig ringede hun og inviterede. De skal komme på lørdag, inden de tager sydpå. Men det duer ikke, de kan ikke have gæster nu. Hun må finde en undskyldning …
Pernille ringer sidst på formiddagen. ”Du lyder så underlig,” siger hun. ”Er der noget galt?” ”Nej, nej, Pernille, jeg har bare sovet dårligt i nat. Og ved du hvad, vi er nødt til at aflyse på lørdag. Kasper har det ikke så godt for tiden.” ”Men hvad er der sket? Du lyder rystet. Har han gjort noget ved dig?” ”Nej. Det er kun det sædvanlige.” Hun kan da ikke begynde at fortælle om i går og hadet i hans øjne, og at hun blev bange for ham. ”Jeg kommer lige forbi. Jeg skal ind til byen alligevel.” Sofie protesterer, det er ikke nødvendigt, der er ikke noget i vejen. ”Du kan sige hvad du vil … om en halv time.” Hun afbryder forbindelsen, før Sofie kan sige mere. Der er ikke andet for end, at hun må i bad og have tøj på.