|
Uddrag fra bogen:
Side 74-75–76:
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Nordjyske Stiftstidende 9/7 2011
Lene Høg:
”Jeg slog op på første side, da toget passerede Skalborg og var færdig omkring Vordingborg. Det er længe siden, jeg har været så opslugt af en bog.”
”Nu kan det lyde, som om ’Vejen til Lee’ er en umådelig trist bog, men det er det ikke.”
”…med en på én gang nøgtern og følelsesladet præcision beskriver Lise Andersen, hvordan man som pårørende aner, hvor det hele bærer hen…”
”… og undervejs blev jeg både rørt, glad og forløst.”
”… I togkupéens kollektive rum kneb jeg en tåre ind i mellem, men tænkte, at hvis nogen lagde mærke det, havde de måske også lagt mærke til min opslugthed af ’Vejen til Lee’. Og det kunne være en slags anbefaling af bogen.”
Aabybroposten d. 7/6 2011
Grethe Rolle:
”Det er selvsagt ikke nogen munter bog, men den er vigtig, fordi Lise Andersen sætter ord på mange af de tanker og følelser, der opstår, når alvorlig sygdom og død i en periode griber ind i menneskers liv.”
Metrord (på nettet) d. 18/6 2011
Poul Hjøllund:
”Det slår mig, at trods tårerne og en søsters udmarvende sygdom er bogen ikke domineret af lange samtaler om døden eller om at være bange for at dø.”
”Og måske det smukkeste sted i bogen:” Emmys sjæl flyver roligt ud gennem trækruden. Ud i det våde, grønne forår.”
Det er bl.a. i denne rammesætning af sygdomsforløbet, at det private bliver løftet op i det personlige.”
”…For den yngre søster, Lise, bliver Emmys sygdom og død udgangspunkt for en fortælling om bratte stemningsskift mellem glæde og sorg, mellem gråd og små bitte hverdagsting der hjælper med at komme videre. Om selvbebrejdelse og usikkerhed. Om omsorg og kærlighed.”
”…bemærkninger indlejret i en verden af bækkener, morfin og opkast. Uden for de flestes erfaringsområde. Uden berøringsangst. En ærlig bog. En kærlighedserklæring til en savnet søster…”
