|
xxxxxxxxxxxxxxx
To uddrag fra romanen:
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Først, Sidsel er barn og finder rav sammen med mosteren, der er ’ravfinder’.: side 24-25 -26
Det blev igen kedeligt. Sidsel rejste sig og pirkede med pinden i sandet, skrev sit navn og da hun blev træt af det, lavede hun hemmelige tegn i sandet med sin pind.
Når der kom folk fra en fremmed planet om natten, ville de kunne tyde tegnene og vide, at hun havde sendt dem et budskab.
Så kiggede hun ud over vandet. Hvis hun kneb øjnene næsten helt sammen, kunne hun måske se til England? Hun prøvede alt, hvad hun kunne. Og var det ikke, ligesom der var en smule land helt ude?
Så begyndte hun at lede efter flotte strandskaller og søpindsvin, og puttede så mange, hun kunne have, i lommen. Hun pirkede lidt til en vandmand, ville skubbe den ud i vandet igen, så den ikke døde. Måske var den allerede død, for det var sådan en underlig klat.
Hun gik ud i vandet i gummistøvlerne, men måtte passe på bølgerne, at vandet ikke kom ind i støvlerne. Vandet var et uhyre, der ville fange hende… forvandle hende til en havfrue og gemme hende på bunden af havet! Hun løb hurtigt ind i sikkerhed.
Omsider havde Julie ledt nok og fået meget i sin pose.
På vej over klitten for at gå hjemad sagde hun: - Lad os sætte os her et øjeblik … og få vejret.
De sad lidt i læ af blæsten. Moster Julie tog en af de største klumper rav op, fra lommen. Hun vendte og drejede den i hånden.
Så så hun på Sidsel: - Jeg skal fortælle dig en hemmelighed. Du kan godt holde på hemmeligheder, ikke?
Sidsel nikkede og rykkede tættere på mosteren.
- Se så her! Julie satte ravklumpen for øjet og så ud over vandet. - Ved du, hvad der sker?
- Nej, hviskede Sidsel.
- Når man ser gennem rav, over havet… mod lyset, kommer man til andre lande!
Sidsel turde næsten ikke trække vejret af spænding.
Julie satte ravet for det ene øje, lukkede det andet og så gennem klumpen ud over havet. - Der kommer folk og tager imod mig. De har anderledes tøj på, ser anderledes ud.
- Hvordan?
- Kvinderne har lange gevanter, i smukke farver.
- Måske er det Indien? foreslog Sidsel.
Julie drejede ravet i lyset.
- De ler og synger og vil vise mig alle mulige ting. Hun smilede.
- Og hvad så mere?
- Jo, nu inviterer de mig hjem! Jeg spiser suppe med de gamle i familien … og, nej, ved du hvad?
- Nej, hvad?
- Jeg skal holde deres nyfødte i favnen!
Sidsel tog mod til sig. - Må jeg ikke også se?
Julie lukkede hånden om ravet.
- Jo, det må du. Men for at se de billeder, kræver det, at man er en rigtig ravfinder. Først da kan du se det! Ingen andre end en ravfinder ser de her ting.
- Nåe, Sidsel sank lidt sammen i sandet.
- Men en dag bliver du måske ravfinder. Og når du så sidder i klitten - man skal altid gøre det, når man er ved havet, ellers duer det ikke - og du ser de billeder her, eller andre billeder, så ved du, at jeg har ret. Så vil du tænke på mig.
Sidsel nikkede, jo, det forstod hun godt.
- Men du husker, det er en hemmelighed?
- Ja, moster Julie!
Julie rejste sig og rakte hånden til Sidsel, trak hende op. Hun børstede sand af både sig selv og Sidsel.
Skyerne delte sig.
De gik hjemad. En agerhøne, de passerede på vejen, puttede sig og forsøgte at ligne en knold jord i det spirende grønne. Julie satte fingeren til læben. De lod, som om de troede på dens forvandling.
Mens de gik der ved siden af hinanden, så de på grøftekantens blomster.
- Røllike og smørblomst, sagde Julie og pegede. - Om lidt bliver de afløst af mælkebøtten.
Og da de nærmede sig huset: - Vild marguerit og blå kornblomst... de klæder hinanden.
Og senere, da Sidsel er gravid og får besøg af veninden Emma:
Side 119, 120 – 121:
Sidsel gik langsomt ned ad trapperne til perronen, da toget løb ind.
Det var en stille, lun dag.
Solen var kommet frem, og det var en af de dage, hvor man bare havde lyst til at sidde med lukkede øjne mod solen og slikke dens stråler i sig - som vitaminer man havde undværet alt for længe. Fuglene sang og havde travlt med at samle småkviste til redebygning.
I banegårdshallens høje, kølige rum var det ikke til at se, hvor man var i kalenderen. Her kunne det ligeså godt være vinter.
Sidsel vraltede som en and med sin store mave. Hun havde brune pletter i ansigtet og en træthed, der pressede hende nedad. Det var en overvindelse at bære hovedet højt, trods det at hun var nødt til at gå meget rank for at balancere med maven.
De omfavnede hinanden.
- Det er næsten ikke til… for maven, smilede Sidsel. - Jeg er glad for, du kunne komme!
Emma holdt hende ud fra sig. - Den vokser, konstaterede hun.
- Mon ikke!
Sidsel kunne ikke hjælpe med at bære Emmas bagage. De gik sammen hen til bussen.
- I bor hyggeligt! Emma installerede sig i det lille rum, der snart ville blive børneværelse.
Hun kom ud i køkkenet til Sidsel, tog om hende: - Hvordan har du det? Er det blevet bedre med kvalmen?
Sidsel rakte hende tekruset. - Ja, heldigvis. Men der er stadig dage, hvor jeg intet orker og bare ligger. Men lad os hellere snakke om dig!
Emma kunne lige så godt sige det med det samme: - Jeg skal til Afrika! Biafra… i en flygtningelejr! Om… hun så op i loftet - fem uger!
- Det er løgn!
Emma rystede på hovedet, så krøllerne fløj.
Sidsel sagde: - Ja, vi har jo snakket om det engang, eller du har…
- Var det ikke noget med malaria og indvoldsorm? Emma smilede og satte en krølle om bag øret.
Sidsel greb om Emmas hånd. Hun blev våd i øjnene. - Hvor vil jeg savne dig!
Emma tænkte på, at de næsten ikke havde set hinanden den tid, hun havde boet i København, og yderst sjældent skrev til hinanden.
- Jeg ved godt, vi ikke har haft så meget kontakt. Men bare tanken om, at du var der… Sidsel snøftede, - at jeg kunne få fat i dig, hvis jeg ville.
- Måske skulle vi begynde at skrive noget mere. Jeg får sikkert brug for breve hjemmefra.
Sidsel pudsede næse. - Det er nok rigtigt, det de siger, at man får nemmere ved at tude, når man er gravid.
Emma fortalte lidt om forberedelserne og de forhold, hun nok ville komme ud til.
- Du ved, det er vel det, man kalder borgerkrig. En stor gruppe i Nigeria ønsker at blive selvstændige - at løsrive sig. De vil oprette deres eget land, Biafra. Regeringen er selvfølgelig imod det og kalder det oprør. Men den slags skal vi ikke tage stilling til - vi - jeg - kommer for at hjælpe.
Der er oprettet bespisningsstationer mange steder - befolkningen sulter.
Hun talte sig varm.
- Nogle bliver flyttet til Gabon for at komme væk fra krigshandlingerne og bombardementerne. Dér er der også oprettet lejre. Det er især kvinder og børn, der bliver flyttet.
- Du skal altså være på det farligste sted - i Biafra?
Hun nikkede. - Fly, især fra Skandinavien mellemlander på den lille portugisiske ø Sao Tomé - omlader til mindre fly, helikoptere tror jeg nok - og flyver ind i junglen med nødrationer, mad og medicin. Hun drak teen, der var blevet kold.
- Der er lavet en luftbro. Der kommer også mad med skibe - tørmælk, æggepulver, tørrede fisk. Maden losses over på pramme - der er ingen havn, de kan lægge til i.
Det var, som om Sidsel ikke hørte efter, som om hun trak sig.
- Du er rejst, når jeg skal føde, sagde hun.
- Hvis du ikke føder før tiden.
- Bare jeg gjorde! Jeg orker ikke at gå rundt som en elefant!
Carsten kom hjem og gik i køkkenet og forberedte mad.
- Jeg er vant til det, sagde han, da Emma kom ud for at hjælpe.
- Sidsel har så tit kvalme. Han trak på skuldrene.
Emma satte tallerkner på bordet. Bøfferne var møre og stegt tilpas, og Carsten indhentede fortjent ros. Kartoflerne havde været i ovnen, drysset med frisk basilikum.
Emma ville godt have fortalt mere om sin rejse. Men Sidsel spurgte ikke og var mere optaget af, hvordan hun selv havde det.
- Har du købt noget tøj?
- Mor har givet os et par sæt undertøj, Carstens forældre den vugge, han lå i, dengang han var spæd.
- Må jeg ikke se den?
Sidsel rejste sig besværet, holdt sig over lænden med den ene hånd.
Hvor var den smarte og perfekte Sidsel, som Emma kendte? Hende, der kunne klare alting? Hvordan ville det blive, når hun havde født?
Solsorten havde sunget fra det blev lyst og holdt Emma vågen. Hun skulle rejse ud til noget helt ukendt. Til briefingen havde de set billeder af børnene. De kæmpestore maver som de tynde ben næsten ikke kunne bære. Fluerne i de betændte øjne. Børn, der hang på morens hofte og suttede i et slapt bryst uden mælk.
Udtrykket i øjnene var næsten det værste.
Hvad var det egentlig, hun gjorde? Hun måtte sige til sig selv, at det ikke havde noget med Karl at gøre. De var begyndt at komme sammen igen. Karl var blevet færdig som mekaniker og var blevet mere voksen. Han vidste, hvordan hun gerne ville have det, når de lå sammen. Og alligevel havde de ikke fundet melodien fra før. Så havde hun brudt forbindelsen, søgt ud og sagt sin stilling op. Der var da andre mænd i verden.
Og Emma var ung - hele livet lå foran hende. Hun havde altid villet ud at rejse, opleve verden.
Emma pakkede de sidste ting i sin taske, tandbørsten og toiletgrejet. Hun proppede natkjolen ned, den havde hun nær glemt, og lynede tasken.
Sidsel stod i døren.
Det gav et sæt i Emma - hun vendte sig.
- Jeg blev helt forskrækket! Hvor længe har du stået der? spurgte hun.
- Du må ikke rejse!
Emma lod armene falde ned langs siden, rystede på hovedet. - Du er ikke dig selv, Sidsel, hviskede hun og gik tæt ind til hende.
- Hvem er jeg så?
Emma trak på skuldrene. - Carsten er en sød fyr.
Sidsel sukkede og gjorde plads for Emma. - Jeg følger dig til toget. Bussen går snart. Hun tog en jakke på. Selv om solen skinnede, var luften kold.
De talte ikke mere om, at Emma ikke måtte rejse.
Men Sidsel ville ikke slippe hende, da de gav hinanden et knus, mens toget løb ind på perronen.
- Vi skriver sammen, hviskede Emma.
Sidsel kyssede Emma. Hun kunne ikke sige noget.
Emma gav hende et fast klem og gjorde sig fri, steg ind i toget. Kort efter kørte toget ud fra perronen. Emma lænede sig ud af vinduet og vinkede.
Sidsel stod der bare, gjorde ingenting, var stor og uformelig.
Alligevel havde Emma aldrig set hende så lille.
