|
xxxxxxxxxxxxxxx
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Novellesamlingen består af ultra korte fortællinger – som at slå ned på nogle få minutter i en persons liv, eller en aften – en morgen.
I disse små glimt oplever vi store dramaer eller små særheder.
De sidste to noveller er længere – med en sammenhængende tekst og en slutning.
Uddrag af titelnovellen ”En særlig sommer …”
Kort resumé:
Silles datter Mette har for nylig fået en abort. De to er taget til stranden for at slappe lidt af. Mens Mette er ude at bade, hjælper Sille en af strandgæsterne. Hun holder hendes lille barn, mens moren løber efter en parasol, der er ved at flyve væk.
Side 136 – 137:
Endelig kom moren forpustet tilbage. Hun plantede parasollen dybt i sandet.
-Tak! Hun greb barnet ud af Silles arme. Hun var blevet rød i ansigtet af løbeturen.
De smilede til hinanden.
- Hun er dejlig, sagde Sille og rejste sig op for at gå.
Mette var allerede et stykke henne ad stranden. Sille måtte gå hurtigt, for at indhente hende. Det endte med, at hun løb. For Mette gik med lange skridt. Sille så på Mettes ryg, at der var noget galt. Hun spændte i ryggen, løftede skuldrene, så de næsten nåede ørerne.
- Sådan en fart … pustende nåede Sille hen til hende.
- Hvad skulle det gøre godt for? Hun var vred.
- Hvad? Hvad mener du?
- Hvorfor stod du med det … det barn?
- Jeg holdt barnet, fordi morens parasol var fløjet fra hende. Det var alt.
- Var det absolut nødvendigt?
Sille tog fat i Mette. - Stop nu lidt. Det er ikke til at løbe og tale samtidigt! Mette stoppede.
- Jeg hader små børn! vrissede hun. Men så kom tårerne. - Hader dem! Hader gravide og deres store maver! Barnevogne, bleer… gylp!
Sille ville tage om hende. Men Mette skubbede arrigt hendes arme væk.
- Bare lad mig være!
De var på vej op i klitten, væk fra de mange mennesker i strandkanten.
Solen bagte endnu mere. Heden stak. Sille kneb øjnene sammen mod den glødende kugle. Der var en lysende ring omkring den. Solen, som ellers var et lyspunkt i et land med så megen regn, kulde og mørke. Lige nu var den som en fjende.
Hun hev efter vejret og stoppede op. Mette fortsatte.
- Mette, vent! kaldte hun.
Mette standsede, men vendte sig ikke om. Sille kæmpede sig hen til hende. Fødderne sank ned i sandet. Hun kom ingen vegne. Og hun fortrød, at de var taget til stranden. Og vidste godt, at det var hendes ide.
- Hør nu lige her! sagde hun.
Mette begyndte at gå igen.
- Nej, vent! Vi må tale om det her. Sille greb fat i Mettes arm.
Mette stoppede, men så ikke på hende. Sille forsøgte at trække vejret roligere. Hun var tør langt ned i halsen.
- Jeg ved godt, at du er ked af det, begyndte hun. - Jeg ved det alt for godt.
Mette gjorde sig hård. Det var, ligesom hun rankede sig mere.
- Jeg er også ked af det. Sille mærkede en klump i halsen og snøftede. Hun så ud over vandet, der var lysende blåt i den skarpe sol. Blinkede, for bedre at se. Solen glimtede i vandet som sølvperler i alt det blå.
Sille ville sige, at hun da ikke kunne sige nej, når kvinden bad hende om at holde sit barn, så hun kunne fange sin parasol. Hun kunne da ikke sige: min datter har lige fået en abort. Min datter ville blive ked af det! Men det førte ingen vegne hen at tale mere om det.
Børns stemmer nåede dem. De skreg, når de dukkede sig under en bølge. Skreg og lo.
- Jeg vil hjem, sagde Mette.
- Det vil jeg også.
