|
xxxxxxxxxxxxxxx
Uddrag fra bogen:
Side 30 – 31 – 32
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Johan er til fest hos en af sine venner, Bent. Han danser med dennes kone, Ina.
Musklerne på hans arme var ved at sprænge skjorten, hans ben flyttede sig af sig selv, han svingede hende så let, som var hun af papir. Rytmen var i blodet, den dunkede i hans krop, og han ville holde hende tættere, mærke hendes krop mod sin, mærke hendes bløde bryster mod sin skjorte. Han holdt om hendes talje, hendes lår bevægede sig i rytmen mod hans, væk igen, flygtige strejf. Rundt, et langt skridt tilbage, frem, rundt igen, kroppene tæt, at hurtigt smil, klamme håndflader, der greb efter hinanden. Smidigt ledte han hende udenom de andre dansende, glidende i én tæt rytme, svævende. Han lagde ikke mærke til, at parrene efterhånden satte sig eller stod stille, trak ud i kanten af dansegulvet, gjorde plads. Nogle kommenterede den flotte rytme, som om de var vævet ind i hinanden, andre klappede begejstret.
Han mærkede kun hende, varmen fra hendes krop, hendes duft. Ina, Ina.
De tændte stearinlys på bordene blev omdannet til stjerner i en mørk augustnat, og nu var det ikke Ina, han holdt tæt, men Tilli.
De danser, der er kun dem og stjernerne, om lidt vil de gå hjem, tæt omslynget, mod nymånen. De vil ligge sammen og alt være som før. De vil krybe sammen i én seng, hendes. Han puster til hendes pandehår, der er blevet lidt for langt. Hun ler, bøjer hovedet bagover så han tydeligt kan se bruskringene på struben. Hendes øjne bliver små, smalle sprækker. Hun ler, da han gør det igen, og tørrer tårerne med bagsiden af hånden. – Åh, Johan! Hun holder sig på maven. – Hold op! Men han holder ikke op. Han elsker at få hende til at le. Tillis hvide hals, hendes sprøde gurglende latter. Som hun prøver at undertrykke for ikke at vække Signe. Han ved ikke, hvornår det er tid at stoppe. Han puster til håret, puster. Og hun siger: nu er det nok, og du ved da heller aldrig, hvornår du skal stoppe. Og han knuger hende ind til sig og kysser hendes hår.
Ina var blevet forpustet og bad om nåde, måtte have en pause, noget at drikke. Han dansede ikke med Tilli en varm augustnat, han var til Bents fødselsdag, tilbage i snakken, røgen og med Ina i sine arme.
Omsider gav han efter, og de satte sig. Hun tørrede sveden af panden og lo.
- Pyh, Johan, som du da kan danse! Der var flere, der kom hen til dem og roste det, de kaldte en flot opvisning. Og Bent kørte hen til bordet, hvor de sad.
- Du har sgu’ næsten taget livet af min kone! Ja, hvem skulle nu tro det, Johan! Godt skjulte evner! Johan smilede, tog imod rosen, vidste den var fortjent. Måtte også tørre sveden af panden og have en kold øl – og få vejrtrækningen på plads.
Og i et glimt så han Signe for sig, da han skulle lære hende at danse tango. Den lille, lærenemme krop. Men så kom snurreriet. Han rynkede panden og tvang tankerne væk. Tilbage til et dansende, festklædt publikum, hvor nogle havde fået nok at drikke, var røde i hovederne og hang lidt på stolene, eller var blevet veltalende og havde glemt alt om den naturlige afstand og var ved at krybe ind i den, der måtte holde for.
Sømmet havde blanke øjne og blinkede gemytligt, da han mødte Johans blik. Skjorten klistrede til hans ryg, han tørrede sveden af panden og for at svale sig, satte han et øjeblik glasset med den kolde øl mod panden. Så på Ina, der pustende strakte sine ben frem foran sig på stolen. Hun lo til ham, gennem larmen, musikken, folk, der snakkede, røg. Hun lo til ham gennem lange, vågne nætter, så fulde af tanker og bekymringer. Hendes smil, hendes duft, varmen fra hendes krop, huden under kjolestoffet. Det gik op for ham, at han næsten ikke havde tænkt på Signe hele aftenen.
Han måtte snart hjem.
Men han havde ikke lyst til at gå. Måtte danse med hende igen og igen, holde om hendes liv, mærke hendes krops bløde aftryk mod sin hårde, benede. Jakken havde han lagt for længst, og slipset havde han løsnet i den stærke varme. Ina rejste sig, lagde sine hænder på hans skuldre og gav dem et lille tryk, bøjede sig over ham og med munden tæt på hans øre takkede hun for dansen.
- Det var en oplevelse, sagde hun. Men hun måtte videre. Hun havde forpligtelser. Natmaden skulle serveres. Musikken var holdt op, der var allerede blevet betalt for en times overdans. Nu var der løgsuppe og små flutes.
Han låste sig ind i det stille hus, stod i gangen og lyttede. Der var ikke en lyd. Han tog jakken af og hængte den på en bøjle, gned sig over hagen, mærkede trætheden. Han måtte liste op og se, om hun sov. Han vidste ikke, hvornår hun sidst havde været alene en aften og den halve nat. Vel ikke siden …?
Døren knirkede, da han åbnede den. Natlampen over sengen var tændt. Hun lå stille, men da han skulle til at lukke efter sig, opdagede han, at hun lå med åbne øjne.
- Er du vågen Sige-pige? Han listede hen til sengen.
- Signe er ikke bange. Signe er ikke bange, sagde hun.
