|
xxxxxxxxxxxxxxx
Uddrag af bogen:
Side 76-77-78
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Hamid var kommet hjem for at sige farvel til Khalida og Baran.
Med ét var det tid til at tage af sted. Masoud stod i døren, lidt duknakket og med et flakkende blik.
– De er gået? Hviskede han. Hamid nikkede.
- Du må sørge for, at han ikke græder! Sagde Masoud. Baran så fra den ene til den anden, lidt betuttet, som kunne han mærke den spændte stemning.
Khalida havde håbet, at han ville sove.
- Begynder han at græde og en vagt opdager det, så …!
- Jamen, hvordan …? Khalida så på Masoud.
- Et stykke stof. Du skal putte et stykke stof i munden på ham!
- Så bliver han da kvalt! Hendes krop dirrede, som det sidste blad på en gammel eg gjorde, før det faldt til jorden.
- Du må gøre, som Masoud siger. Det er en stor risiko, han løber, sagde Hamid bestemt.
Hun nikkede og var klar over, at hun igen ville få hårdt brug for Allah.
- Jeg er klar, hviskede hun og gned sine hænder i kjolens stof og holdt Baran tæt ind til sig.
Der blev hurtigt taget afsked. Et knus til Horia og Sherin, der blinkede vandet væk fra øjnene. Bayas og Rafik var tavse og mørke i blikket. Hamid trykkede hendes hånd på en måde, der fik hende til at tænke: Jeg skal nok klare det! Som om han ved sit håndtryk havde givet hende kræfter, hun ellers ikke besad.
Horia gik ud og så sig om. Hun havde taget en spand med, som var det et ærinde, hun skulle. – Der er fri bane, sagde hun med en lille stemme. Khalida dukkede sig bag nogle buske, hvor bilen var parkeret.
- Så, hurtigt … ned i bunden af bilen! Masoud rystede. Khalida tænkte: Hvordan skal han klare det? Men hendes svigerfar kunne umuligt køre hende udenfor byen til Yassin. Det var alt for risikabelt.
Så kravlede hun ned i bunden af bilen, tog imod Baran som Masoud rakte hende og krummede sig sammen på det hårde og snavsede bilgulv. Baran gav sig lidt. Det var en utilfreds lyd. Masoud så på hende med store øjne. – Tag tæppet over dig og ham!
Tæppet lugtede af støv og snavs Hun hostede. Masoud sukkede. Den grove uld kradsede huden, og der blev hurtigt alt for varmt under tæppet, så hun måtte trække vejret i stød. Hun fandt brystet frem til drengen. Men han ville ikke sutte. Måske kunne det berolige ham at ligge op ad det nøgne bryst?
Bilen satte i gang med et hop, så hun stødte hovedet mod døren. Hun hørte ham bande mellem tænderne, midt i hendes bønner. Hver lille sten, han kørte over, gav et bump i hendes hoved. Bestod alle gaderne i deres by af kantede klippestykker? Og var der virkelig så langt? Kære Allah …
Der var et checkpoint ved udkanten af byen. Åh, Baran, vær stille, vil du ikke godt? Hun pressede hans hoved tæt mod hendes bryst. Masoud rullede ruden ned. Han måtte sige, hvem han var, og hvor han skulle hen. Hun mærkede mere end så, at soldaten kiggede ind gennem ruden. Baran gav et utilfreds grynt! Hun stivnede i den dødlignende tavshed, der fulgte. Det var, som om hjertet holdt op med at slå! Hun holdt Baran så hårdt mod brystet, at den lille krop strittede imod.
- Hvad var det? spurgte soldaten.
