|
xxxxxxxxxxxxxxx
Uddrag af bogen:
Side 131–132–133
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Stiv og øm i kroppen af at sidde i så mange timer, og med søvn i øjnene, sjokker jeg af sted med min taske og stiller mig op den lange kø foran paslugen. Jeg taber passet, da jeg skal vise det i kontrollen. Kontrolløren i stivet uniform måler mig fra top til tå, kigger i sine papirer, tager sig god tid, må være sikker på, at jeg kan lukkes ind i landet. Til sidst får jeg op til flere stempler i mit pas og et midlertidigt visum, som jeg skal betale for i dollars. Gulvet er af sten, køligt. I loftet snurrer store vifter. Damen på toilettet får et par danske håndører, jeg har puttet i lommen.
Varmen vælter ind over mig, da jeg træder ud af luftterminalen og ud i et inferno af støj. Støjen overdøver alt, og man får lyst til at finde den knap, der kan skrue ned for lyden. Biler, der dytter så man tror, at hornet har sat sig fast, gadesælgere der råber deres varer ud mellem bilerne, mens de trækker store vogne efter sig, store lastbiler, der forpester luften med sorte udstødningsgasser. Ét virvar i en varme, som opholdt man sig i en sauna. En mor sidder med et lille barn på armen og strækker en hulet hånd frem.
Et kort øjeblik tænker jeg på, om det nu var det rigtige valg at tage tilbage? Men kun et kort øjeblik. Jeg ved, det er på grund af trætheden, at jeg pludselig er i tvivl. For den nat, jeg hørte trommerne, blev jeg klar over, at det var på høje tid. Ja, egentlig har jeg vidst det hele tiden.
Jeg må finde et hotel, hvor jeg kan sove i nat. Og tage tilbage til lejren i morgen. Mens jeg går hen ad den larmende gade, farver en nedgående sol himlen rød. Bag alle lysene og larmen og dytten og os og røg og maddufte fra de mange åbne cafeer.
Linda skal rejse dagen efter. Hun har fået min besked.
- Du kan sove hos mig, siger hun. – Der er en anden på dit værelse nu. Anita. Hun er svensk.
Jeg nikker. – Du kan sikkert overtage mit rum, når jeg rejser.
Hun er i fuld gang med at pakke. Overalt i det lille værelse er der pakkenelliker, tasker, en kuffert, tøj, der ligger stablet på gulvet. Afrejsen er gået hende i blodet, det mærker jeg nok. – Der er mange, der er rejst.
Jeg sidder på hendes seng, ser på hendes travlhed, svinger med benene. Hun stopper ned, prøver at lukke. Da det ikke lykkes, tager hun tingene op igen, lægger dem ud på gulvet. – Det vil du kunne forstå, når du ser lejren i morgen.
En trøje bliver lagt sirligt sammen.
- Jeg tror, at der kun er halvdelen af flygtningene tilbage.
Spørgsmålet som har brændt så længe i mig, nu må jeg komme med det.
- Ismail?
Hun ser spørgende på mig. – Hvem?
- Ham den lille fyr, du v…
- Nåe. Hun gnider sig over panden. – Ham har jeg ikke set længe. Måske er han der ikke mere.
- Hvor skulle han så være?
- Aner det ikke. Nogle af de små er blevet bortadopteret, tror jeg nok. Nogle har vist fundet deres familier.
Måske har ham med armene i siden haft held med sig? – Men Nuch?
- Joe, hun er der stadigvæk. Hun er nu en sjov en. Siger næsten aldrig noget. Mut, burde hun hedde. Hun ler lidt af sin bemærkning.
Jeg får lov at arbejde i lejren. Men kun en kort tid, mener den kontormand, jeg taler med. Fordi lejren er blevet mindre. – Måske bliver der brug for dig et andet sted, siger han.
- Et andet sted?
- Ja. Der er oprettet en lejr tættere ved grænsen.
Jeg synes ellers, vi er rimelig tæt på, hvor det sker.
- Der kommer heller ikke så mange hertil mere?
Han ryster på hovedet og ser ned i sine papirer. – Oprøret er mere under kontrol nu. Nogen mener ganske vist, at det er stilhed før storm. Daniel har siddet ved skrivebordet og fulgt vores samtale. Nu rejser han sig og kommer over til os. Han tager min hånd i begge sine. – Det er godt at se dig igen, Joli. Jeg får en fornemmelse af, at han aldrig har sagt så store ord før, til nogen. Derfor får de en anden betydning. Jeg tager imod dem som en gave. Og tilbyder ham et ægte smil til gengæld. Han står bare og ser på mig, lidt rød i kinderne. Så bliver han revet ud af sin trance ved at den anden støder lidt til ham, da han kanter sig forbi for at tage nogle papirer.
Jeg kan se, at han ikke har tid til at tale mere, siger tak og går over mod det telt, hvor jeg plejede at arbejde.
Og Linda har ret. Lejren er skrumpet gevaldigt ind. Og de blå plastikstykker er helt væk. De er blevet færdige med bambushytterne. I lange rækker står de. Små et rums huse med en åbning som dør. Uden vinduer, men med vægge, som de ikke havde, dengang de boede under det blå plastik. Der er nok ti – tolv rum i de lange rækker. Hvad med brandfaren? Tænk, hvis der gik ild i et af dem! Ilden ville med et brag brede sig til resten af rækken. Gud forbyde sådan en tanke…
