|
xxxxxxxxxxxxxxx
Uddrag af bogen:
Side 79-80-81
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Vi giftede os hurtigere, end jeg havde tænkt mig. Det gik Joshua meget på, at fremmedpolitiet ustandseligt var på stikkerne, kom på uanmeldte besøg og talte om udvisning. Han sov dårligt, var urolig og nervøs, skiftede fra at fare op over småting til lange, tavse dage. Et forkert ord kunne vælte ham og medføre den knugende tavshed, som jeg har så svært ved at klare.
Vores rus fortog sig, favntagene blev sjældnere.
Ind kom dagligdagen med irritation over sure sokker, snavsede trusser, gammel opvask.
Om natten vågnede han med et skrig og klamrede sig til mig som en abeunge, der er blevet forladt af sin mor. Og det gør han stadig. Hans øjne farer forvildet rundt i soveværelset for at lede efter usynlige fjender. Hans dagsansigt er utilnærmeligt. Der må ikke snakkes om marekattene, der skriger på hans ryg i de mørke timer. Jeg føler, jeg må beskytte ham.
Han følger danskundervisningen nogle timer dagligt. Solsorten har fået unger. Hunnen og hannen flyver i fast rutefart til og fra reden. Ungerne skriger på mad med åbne, utålmodige næb. Sikken et liv!
Det har været en god dag på jobbet. Jeg fik snakket med Dorthe, som for resten er en skæg pige. Hun syntes, jeg så træt ud. Jeg lod mig friste til at fortælle lidt om Joshua. Vi tog en kop kaffe i personalestuen efter arbejde, inden jeg cyklede hjem. Jeg sætter cyklen op ad muren og råber: hej! da jeg åbner døren. Sol, for en gang skyld. Vi må kunne spise til aften ude i haven. Måske på bagtrappen, hvor solen er længst.
- Hej, Joshua! Jeg går ind i stuen og giver ham et kys på munden. Han ser bare op på mig, siger ikke noget. Bordet flyder med aviser, fjernsynet er så højt, at man skulle tro, han var halvdøv. På bordet står kaffekande, flere kopper (bl.a. fra i aftes), tallerkenen fra i morges med indtørret yoghurt. Jeg går ud i køkkenet. Der er der endnu værre. Intet af det, han har taget frem er sat på plads igen i køleskabet. Jeg smækker døren til stuen op: - Du ku’ fanme godt rydde op efter dig, Joshua! Jeg knytter hænderne. – Jeg har haft en god dag, selv om der var travlt. Var glad … og hvad kommer jeg hjem til: rod, rod og atter rod!
Jeg farer rundt i stuen, samler tingene på bordet sammen, sætter det ud i køkkenet, smider det snavsede i opvaskemaskinen. Det indtørrede rugbrød kan jeg lige så godt kassere. Og yoghurten, der lige var taget hul på … hvis den har stået i solen hele dagen …
- Vi havde tre, der var syge. Og kun én vikar. Jeg har gået hele dagen. Knoklet. Og hvad har du? Og så kan du ikke engang rydde op efter dig! Det er sgu sygt!
Der ligger snavset tøj, cowboybukser, T-shirts, trusser. Med hurtige bevægelser fylder jeg vaskemaskinen på ingen tid og sætter den i gang.
Så står jeg over for ham igen. Han har ikke rokket sig det mindste, mens jeg har nået at gøre et hus i stand.
Og fjernsynet kører med en eller anden åndssvag reklame.
- Hvis du tror, du er for fin til at rydde op efter dig, kan du godt glemme det! Pludselig er jeg ved at græde. Jeg smider mig ned i stolen over for ham. Han ser på fjernsynsskærmen.
- I Danmark hjælpes man ad, at du ved det!
Så kan jeg ikke lade være med at tude. – Jeg har så travlt, knokler med syge børn hele dagen, bekymrede forældre, tåbelige læger, der ikke hører på, hvad jeg siger … Og så kommer jeg hjem til sådan et hus. Garanteret har du pjækket. Bare siddet og gloet! Fanme nej! Jeg pudser næsen.
- Så se da på mig, for fanden! De to sorte kulstykker ser på mig et øjeblik. Uden udtryk. Jeg brænder mig sgu ikke på dem længere!
Jeg havde aldrig troet, at jeg kom til at varte en mand op, efter en hård arbejdsdag! Andre måske, men ikke mig, Astrid. No way! Som Penny ville sige! Tænk, hvis hun og Dicksi vidste det! Men det gør de ikke.
Jeg hører ham smække døren efter sig. Jeg aner ikke, hvor ham tager hen, eller hvornår han kommer tilbage. Jeg banker hænderne ind i puden og skriger af ham: Dumme skid! Tag hjem til dit forpulede land! – og tuder igen.
Da han endelig kommer hjem, er jeg ved at gå i seng. Jeg har nattøjet på. Sidder lidt og ser ud på himlen. Pastel.
Jeg kan høre ham rumstere. – Astrid, siger han og kommer ind i stuen. Hans ansigt, alle de rynker den mand har. Han står og glatter sit skæg. Jeg rejser mig, går ind til hans krop. – Dumme, dumme Joshua, mumler jeg. – Jeg ved godt, du har det skidt. Måske skulle du tale med en psykolog? Han ryster på hovedet, bøjer sig og kysser mine øjne, mit hår, min hals. Jeg klynger mig til ham. Og himlen bliver mørkere. Men aldrig helt sort. I mit land, når det er forår.
