Uddrag fra bogen: Side 18 -19
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
|
Scene 5:
(en hel flok børn sidder omkring et langt bord med bøger foran sig. Joseph og Suisui sidder ved siden af hinanden. For enden sidder tante Agnes, der hjælper dem. Joseph hoster og klør sig i håret.)
Agnes: Hold så op med at klø dig, Joseph! Er du syg eller hvad?
Thabo: Ja, lærer. Joseph er syg.
(Agnes rejser sig og går langsomt ned til Josephs plads)
Ibrahim: Han spiser ikke ret meget. Og så skælder mor ham ud.
Joseph: Og du sladrer!
Agnes (undersøger ham i håret): Du har udslet!
(Joseph hoster igen.)
Thabo: Han får også medicin. Og går til kontrol hos sygeplejersken!
Agnes: (løfter op i Josephs T-shirt): Og eksem!
Ibrahim: Og han får mere frugt end os andre! Det er snyd!
Thabo: Det er da, fordi han er syg, klovn!
Agnes: Så børn … kan vi så få ro! (klapper i hænderne og går tilbage til sin plads)
Ibrahim: Og han hoster altid …
(Joseph hoster igen)
Agnes: Stille! Hvad foregår der egentlig her? Tror I, det er en snakkeklub?
(der bliver ro, alle er optaget af deres opgaver. Suisui ser op, Agnes taber hovedet … er ved at falde i søvn)
Suisui (hvisker til Joseph): Ved du, hvorfor vortesvin løfter halen, når de løber? (skæver op til tante Agnes)
Joseph: (bider i blyanten, tænker. Ryster på hovedet): nej …
Suisui (glemmer at være stille, siger højt): Det er, så ungerne kan se moren i det høje græs … fjols!
(Agnes løfter hovedet med et sæt, skubber brillerne på plads)
Agnes: Hvem har bedt dig sige noget, Suisui?
(Suisui bøjer hovedet, flov)
Agnes: Hvem, spørger jeg! (tavshed) Kom herop, Suisui!
(Suisui rejser sig, stolen vælter. Hun samler den op, kommer til at skubbe Josephs bøger på gulvet, nogle af børnene fniser, skubber til hinanden)
Agnes: Sysh! Bliver det til noget, eller vælter du hele klasseværelset?