|
Uddrag fra bogen:
Side 18 -19 - 20
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Da jeg går hjem fra skole, har jeg ikke fundet ud af en skid. Kira har undgået mig, hver gang jeg har forsøgt. Hun har ikke svaret, når jeg har spurgt hende om noget. Jeg forstår ingenting. Sådan har hun aldrig været før. Åh, engang imellem har vi da været uvenner og har næsten hadet hinanden! Men der er ikke gået ret lang tid, før vi har savnet hinanden og har ringet og sagt: kan du lege? Og så var det, som om der aldrig havde været noget i vejen.
I morgen må alt være, som det plejer.
Da jeg går forbi Heksens hus, kommer hunden farende. Hårene på ryggen stritter som en tandbørste, der trænger til at blive skiftet. Man kan se dens tænder, spidse som et rovdyrs, der kan flå en kjole og bide armen i stykker! Det er den grimmeste hund i hele verden! Men i dag er jeg ligeglad, gider ikke engang løbe. Den kan gø alt det, den vil. Det rager mig ikke! Og jeg ved, at den ikke kan komme ud. Der er hegn hele vejen uden om haven.
Jeg kan ikke tage mig sammen til at lave noget. Lektierne har jeg nået i klassen. Og det varer lidt, inden Josse kommer fra fritidsordningen. Og længere endnu, inden mor kommer hjem.
Jeg ringer til Kira. ”Kan du lege?” Jeg venter på at høre den stemme, jeg kender. I stedet siger hun koldt: ”Nej!”
”Men Kira …” Så bliver røret klasket på. Hun er altså sur. Eddikesur. Men over hvad? Hvad har jeg gjort, eller sagt? Øv! Jeg sparker til stolen, så den vælter. ”Øv, øv, øv!” skriger jeg, fordi jeg er alene hjemme, kan jeg skrige højt og gør det igen, endnu højere: ”Øv, øv, øv!”
Hvis nogen kom forbi, ville de høre det. Jeg er ligeglad.
Til aftensmaden siger mor:” Du spiser ingenting, Aia. Du plejer da at elske frikadeller?” Hun ser på mig og venter på at få en forklaring.
”Jeg er ikke sulten.”
”Nu begynder du vel ikke at få ideer?”
”Om hvad?”
”Om at være tynd? For det er du jo allerede. Og man hører så meget …”
Jeg ser op i loftet og sukker. Mødre!
Mor skubber fadet over til mig. Hun plejer at lade os være, hvis Josse eller jeg ikke har lyst til at spise. Da jeg stadig ikke rører frikadellerne, kigger hun på mig, så det er helt ubehageligt.
”Kommer Kira i weekenden?”
”Altså mor! Det ved jeg ikke.”
”Jamen, har du ikke spurgt hende?”
Jeg ryster på hovedet. ”Ikke endnu.”
”Mor, hvornår må jeg gå til ridning?”
Mor sukker, men så tager hun sig sammen og ser på sin yngste, min håbefulde lillesøster. ”Du er en plageånd, ved du godt det?”
Josse smiler det smil, som ingen kan stå for. Som om en finger prikker hende i begge de runde kinder: det er smilehuller.
”Åh, din skurk.” Mor kører hånden gennem hendes hår. ”Med det smil kommer du langt i verden.”
”Må jeg så godt?”
”Du er alt for lille, det har jeg jo sagt. Og du har også nok med din springgymnastik.”
”Nej, jeg er ikke for lille!” surmuler hun. ”Janni og Sofie fra min klasse går da også.”
”Du er en spirrevip.”
”Mor!”
”Hvis du kom ind under maven på hesten, ville den tro, du var en flue!” Nu blander jeg mig også.
”Og hvad skulle jeg så der … under maven, om jeg må spørge?” Hun ser på mig, som om jeg var fuldstændig uden hjerne.
”Strigle den, spirrevip!”
”Hvad ved du om heste?”
Jeg forsøger at vrinske. Det lyder nu ikke særlig livagtigt.
”Du er åndssvag!” siger spirrevip’en.
Mor samler tallerkner sammen. ”Så, I to, hold nu op med det der. Og hjælp med at tage af bordet!”
