|
Uddrag fra bogen:
Side 30-31-32
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
En dag finder Fatima en lille bylt uden for sygehuset. Det viser sig at være et barn, der er blevet efterladt.
Hvad er det her? Det kan da ikke være rigtigt, at der ligger et lille barn, midt i de stikkende buske! Hun føler sig som en tyv, taget på fersk gerning. Uden at tænke over det, vugger hun den lille, rynkede baby, og de klagende smålyde hører op. Der er ikke malet sort om barnets øjne, og det er heller ikke viklet stramt til, som man skal. Så underligt ufærdigt! Bare ikke onde øjne får øje på barnet! Hun skæver rundt, bøjer sig lidt over barnet som for at beskytte det. Men det eneste, der er at se, er, at jorden damper, efterhånden som solen tørrer alt det våde.
Barnet slår øjnene op og ser direkte på hende. Knæene føles underlige. Næsten som at blive svimmel. Det snavsede tøj, der er pakket om babyen, glider til side. Huden er ligesom for stor. Knoglerne træder tydeligt frem under huden, tynde som grene. Hun dækker skyndsomt barnet til igen. Hun ryster og er tør langt ned i halsen. Det duer vel ikke at lade, som om hun ikke har set bylten? Pakke babyen ind i aviserne igen og lægge den tilbage i busken? Ingen har set hende. Men nej, det kan hun bare ikke. Det ville være mord! Men hvad nu, kan hun blive smidt i fængsel for at have fundet barnet? De kan vel ikke tro, at hun har født det? Nej, hun er trods alt kun en pige, selv om hun den senere tid har følt sig stor.
Er der nogen, hun kan spørge? Nej, der er ikke en sjæl at se. Katrine må hjælpe! Hun må tage babyen med ind til hende. Måske ved hun, hvad det her er for noget.
Da hun forsigtigt med bylten i armene går hen ad gangen, hører hun Pia tale med mad i munden.
Hun ville ønske, at Katrine var alene på kontoret. Måske skulle hun vente lidt for at se, om Pia går?
Hun hører sit navn blive nævnt. Hun ved, at Pias elever snart skal til eksamen. Tror, det er det, de snakker om. Men hvorfor blev hun nævnt?
En stol bliver larmende skubbet tilbage, og et øjeblik efter er Pia på vej ud af døren. Hun går heldigvis i en anden retning, så hun opdager ikke Fatima.
Selv om døren er halvt åben, banker hun på.
- Kom ind og få en kage, Fatima, siger Katrine, da hun et øjeblik ser hen mod døren. Hun har en bunke papirer foran sig.
Da hun ingenting siger, men bare bliver stående, ser Katrine op. – Hvad er der galt? Du ligner en, der har set et spøgelse! Katrine rejser sig og ser på hende.
- Se! Fatima holder pakken hen mod hende, bange for at tabe den, så meget ryster hun. I det samme kommer der en klynkende lyd fra bylten. Nu har hun det igen, som om hun skal besvime.
- Du godeste! Katrine ser det lille kræ, der rynker panden sammen. I en fart får hun lukket døren. Hun tager bylten ud af Fatimas hænder. Fatima sukker og dejser om på stolen, som havde Katrine lettet hende for en enorm tung byrde.
- Fatima, nu er Katrine meget alvorlig. – Hvor fandt du den baby?
- Lige uden for hospitalet. I de der buske, du ved, der stikker.
- Åh, nej! Hun pakker babyen ud af klædet. Det er en lille pige.
Hun ser hende lige ind i øjnene: - Det her skal være en hemmelighed mellem dig og mig. Er du med?
Hun nikker og føler sig så tung.
- Ingen, absolut ingen, må du fortælle det til. Ikke engang din mor!
Så må det være slemt. Hun nikker igen.
- Nu går du ud og vasker gulv og lader som ingenting. Forstår du?
Hun kommer med et spagt ja og rejser sig langsomt. Allerhelst ville hun gå hjem til sin mor. Og forstå det her, det gør hun altså ikke.
Katrine holder barnet i den ene arm. Hun går et par skridt hen mod Fatima, men stopper tøvende op. Så tager hun Fatimas hånd og ser hende ind i øjnene. – Jeg må finde ud af, hvorfor den lille pige er blevet lagt i buskene. Så indtil da, Fatima, må du ikke fortælle nogen om det.
Hun ser ned i gulvet.
Katrine tager om hendes hage og løfter ansigtet, så hun igen ser ind i de blå, alvorlige øjne. – Jeg ved, jeg kan regne med dig! Nu er der skyggen af et smil i hendes øjne.
