to udpluk fra bogen - først da Nanna går i børnehave,
side 99 -100 -101:
|
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx |
 |
Når Nanna var der sent, hjalp hun pædagogerne med at rydde op ude på legepladsen. Når de roste hende, blev hun ét stort smil og følte, at hun var dygtig!
Der var spande og skovle. Hun hældte vand og sand ud af dem, for det havde hun set de voksne gøre. De trehjulede cykler skulle ind i skuret.
Hun så sig omkring. Nu var der kun cyklerne, der manglede. Hun slæbte af sted med den sidste, mens pædagogen var gået indenfor.
Den var stor og besværlig, og Nanna var ikke særlig stor. Men hun klarede det og var stolt.
Men der var mørkt derinde i skuret, meget mørkt. Hun måtte ud i lyset igen.
Hun tog fat i den store dør. Men hvad var nu det? Hun kunne ikke få den op! Hun skubbede og pustede, men den sad fast, hun kunne ikke rokke den. Hun satte enden imod, skubbede, det måtte da kunne lade sig gøre! Men nej.
Hun maste igen, lagde skuldrene mod døren, lige lidt hjalp det. Fingrene pillede ved låsen, men der var så mørkt. Og vinden peb i sprækkerne herinde, hvor de trehjulede cykler stod.
Hun stod stille og lyttede. Måske kunne hun høre Pernille? Men der var ikke en lyd.
Igen prøvede hun at få døren op. Hun blev svedig og fingrene drillede. Hun havde ikke kræfter nok. Og det peb endnu højere i sprækkerne, blæsten tog til, hun frøs nu. Fingrene blev stive af kulden.
Hun var helt alene i verden! Der var ingen lyde, bortset fra blæsten. Og Vindtrolden boede i blæsten, det vidste hun.
Måske ville Vindtrolden komme og tage hende? Hun kunne mærke, at den pustede hende i nakken. Hun rystede over hele kroppen og var lige ved at græde.
Med ét kom der noget i bukserne. Noget stort og blødt, der lugtede grimt!
Hvad ville Pernille ikke tænke? Og mor?
Men måske ville de aldrig finde hende? Måske ville hun dø herude, mens blæsten susede ind ad sprækkerne? Vindtrolden ville slå hende ihjel! Uden nogen opdagede det, ville den komme ind ad sprækkerne … den masede og pustede og hvinede for at komme ind!
Tiden stod stille. Kun tårerne og snottet løb. Hun slikkede snottet væk med tungen.
Men med ét kunne hun høre, at nogen kaldte på hende. Pernille! Og mor!
Nu ville de finde hende!
Hun stod helt stille og lyttede, ventede …
De gik omkring og ledte. Hun kunne høre deres trin i gruset. Med en hånd tørrede hun ansigtet for snot og tårer og sukkede.
”Nej, her er hun ikke!” sagde Pernille med en underlig, høj stemme.
”Jamen, hun må da være her et sted! ”
Mors stemme lød, som om hun var bange.
Find mig nu, tænkte hun, jeg er her!
Men stemmerne fortonede sig.
Skulle hun være herude, når det blev nat? Men måske var det nat, for her var så mørkt. Måske fandt de hende aldrig …
Hun var våd indeni hænderne, selv om hun frøs, og det klistrede i bukserne.
Hun stod tæt op af døren.
Forstod, at hun aldrig ville blive fundet!
Men så kom stemmerne igen!
Hun sagde et lille pib.
”Hov, hvad var det?” Det var mor.
”Hørte du noget?”
”Ja, men hvor? Nanna, hvor er du?”
Igen sagde hun et lille pib.
”Jeg tror, det er skuret!”
”Det kan det da ikke være! Det har jeg jo låst!” Pernille gik hurtigt.
Nanna kunne høre hendes skridt i gruset og … nu pillede hun ved låsen!
”Jamen lille skat!”
Mors arme … aldrig havde de mærket så godt! Hendes kinder blev igen våde.
”Har du stået herinde hele tiden - i mørket?”
”Det er jeg forfærdelig ked af!” sagde Pernille. ”Jeg anede ikke, hun var herinde! Jeg låste døren … troede jo … hvorfor sagde du ingenting?”
Men Nanna kunne ikke forklare noget. Hun kunne mærke, det lugtede grimt.
”Og du har … ” sagde mor og rynkede lidt på næsen. ”Dit lille skind. Du må have været bange!”
”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal undskylde det?”
”Jamen, havde du vidst, hun var herinde, havde du jo ikke låst!”
De gik alle sammen ind i børnehaven, hun havde mor i hånden.
Mor og Pernille snakkede lidt mere. Og mor kyssede hende igen og gav Pernille hånd.
”Og så skal du hjem og have et bad, min skat,” sagde hun til Nanna.
og da Nanna kommer på et bosted og for første gang skal sove der, side 173 - 174:
Hun skulle bo sammen med en gruppe unge og deres pædagoger. Der var tre fløje til skolen med ti unge i hver. Hun ville få sit eget værelse.
Da det blev aften, og hun var gået i seng, lå hun med den lille tøjsæl på maven. Hun måtte passe på den. Ingen skulle se den.
Hun havde fået at vide, at der ville komme en dame, der skulle passe på dem om natten. Men måske var det bare noget, de sagde? Hun lå vågen, selv om lyset var slukket, og kunne høre de voksne tale sammen - om lidt ville de gå hjem. Men hun ville ikke falde i søvn, før hun hørte, om nattevagten virkelig var kommet.
Hun kunne høre stemmer ude på gangen, men kunne ikke opfange ordene. Det lød, som om der kom én ind, der havde træsko på.
”Så er det rigtig nok,” hviskede hun til sælen og tog den op til sin kind. Når hun havde den, savnede hun ikke Silas helt så meget. Men det var bedst ikke at tænke på Silas. Og selv om hun ikke ville, kunne hun ikke lade være. Åh, når den kom og skubbede til hende med snuden, som om den ville fortælle hende noget. Eller som om den ville trøste hende, når hun var ked af det. Den sorte snude, der altid var kold og fugtig. Hvis snuden var varm og tør, var det fordi, den var syg og havde feber. Det havde far fortalt.
Det gik heller ikke an at tænke på mor.
Hun lagde sig om på siden i den nye seng, der var mere hård end den derhjemme. Sengetøjet lugtede anderledes og var mere stift.
Med ét hørte hun skridt, og døren blev åbnet forsigtigt.
”Sover du?”
”Nej.” Nanna åbnede øjnene og så ind i en fremmed kvindes ansigt. Der kom lidt lys ude fra gangen, så Nanna kunne skimte hende. Hun så rar ud, havde mange rynker, men på en god måde. Rynker der kom af at smile.
”Jeg hedder Ragnhild,” sagde hun og gav Nanna hånd.”Du er Nanna, ikke?”
Hun nikkede.
”Må jeg sætte mig lidt?”
Hun nikkede igen, og Ragnhild satte sig på sengekanten. Hun ville høre, hvordan det havde været at starte sådan et nyt sted med så mange mennesker, hun ikke kendte.
Nanna fortalte, og før hun vidste af det, fortalte hun også om sælen og om Silas, der skulle blive derhjemme.
Ragnhild fik lov at røre ved sælen.
”Hvor er den blød.”
”Den har altså været mere hvid …”
”Hvad synes den om at være flyttet hertil?”
”Den er lidt bange,” sagde Nanna, ”den kan ikke lide, når de råber så højt.”
Ragnhild nikkede. Det forstod hun godt.
”Så er det godt, den har dig.”
Ragnhild lovede ikke at fortælle nogen om sælen. Og da hun gik ud af værelset, sukkede Nanna, vendte sig om på den anden side og faldt hurtigt i søvn.
