Til at begynde med er det muligt at snakke sammen uden at råbe. Men det bliver ikke ved. Der kommer flere og flere til, som aftenen skrider frem. Efterhånden ved vi ikke rigtig, hvad vi skal sige til tøserne. Så det ender med, at Emma og Signe sidder og snakker sammen, mens Magnus og jeg fortæller Mikkel om kampen i lørdags, ÅB’s.
Hvad snakker man med piger om? Jeg har ingen erfaring. Men da der er stille imellem os, tænker jeg, at jeg må sige noget. De skal ikke tro, at det altid er Mikkel, der fører ordet.
”Hvad går I ellers og laver – sådan til daglig?”
De griner af mit spørgsmål, og jeg er bange for, at jeg skal blive rød i hovedet. Men lyset er svagt herinde, måske ser de det ikke.
”Mener du om vi arbejder eller – læser?” spørger Signe.
”Ja, selvfølgelig.”
Jeg får det til at lyde, som om jeg mener de er dumme, når de ikke forstod mit spørgsmål. Jeg har egentlig ikke lyst til at fortælle, at jeg er i lære som tømrer. Men selvfølgelig siger jeg det og det gør Magnus også. Altså at han er i malerlære. Vi er de praktiske grise.
”Bøgerne overlader vi til Mikkel” siger Magnus, og Mikkel griner fjollet. ”Han kan dårlig nok slå et søm i” fortsætter Magnus nu han har fået ordet.
”Nåe…” kommer det som en svag protest fra Mikkel.
”Skal vi give en omgang?” foreslår Magnus og slår ud med hånden. ”Klart” siger jeg og prøver at glemme mine lommesmerter.
”Ih altså…” det er Emma, ”jeg synes nu, der er noget over håndværkere!”
Vi griner, for vi kommer til at tænke på noget frækt.
Emma rødmer helt ned på halsen.
”Nej, det er ikke sådan, jeg mener,” siger hun og rødmer endnu mere.
Signe griner, så hun må tørre øjnene.
Emma vil i frisørlære, når hun er færdig på gymnasiet og Signe vil læse til sygeplejerske. Jeg kan ikke forestille mig noget mere ulækkert: sygeplejerske! Hun er da alt for fin til det, så lille og spinkel. At passe syge mennesker med feber og opkast og det, der er værre! Klamt! Jeg har slet ikke lyst til at høre om det, og hun fortæller heldigvis heller ikke noget.
”Jeg skal være ingeniør” siger Mikkel.
”Sjovt, jeg troede du skulle være agent” siger Magnus.
”Shh,” siger jeg og sætter pegefingeren mod munden og ser mig rundt i lokalet.
”Den slags fortæller man ikke højt.”
”Hemmelig agent?” spørger Emma.
Jeg nikker alvorligt.
”Ikke et ord til nogen” hvisker jeg. ”man kan ikke være forsigtig nok.”
”Klart” hvisker Emma og ser sig også omkring.
Mikkel foreslår, at vi rafler. Og det gør vi så. Men vi griner og larmer så meget, at bartenderen siger, vi skal dæmpe os.
”Sådan har vi aldrig fået den før” siger Mikkel og lader som om han er fornærmet. Nu får vi et grine-flip og kan slet ikke holde op. Nogle ved de andre borde vender sig og ser over mod os. Vi er da ligeglade og dasker til hinanden. Det her er vi sammen om, hold kæft hvor er det bare nice.
”Hvad er det egentlig vi griner af?” hikker Emma.
Det kan ingen af os huske, og så griner vi igen. Vi må tørre øjnene og grine lidt mere, inden det holder op.
Og så overdøver musikken al anden larm.
Emma og Signe står overfor hinanden og danser. Vi følger dem alle tre med øjnene. Ind imellem lader vi, som om vi ikke gør. Men der går ikke lang tid, så bliver vi fra-værende, fordi øjnene må tilbage til deres pigekroppe. Signe smidig og slank og leende, Emma stor og flot, mørk og alvorlig. Hun griner dog tit, når Signe siger noget. Så kan man se hendes smilehuller. Vi ved ikke, hvad det er, der er så sjovt nu. Vi er ikke med i det mere.
Det er, som om de har et hemmeligt liv sammen.
Mikkel bliver mere og mere tavs. Så rejser han sig og blander sig med de to dansende. Emma gør tegn til, at Magnus og jeg også skal komme op på dansegulvet. Magnus vil ikke, nej – han ryster på hovedet, men da Emma bliver ved, går han derop. Jeg skal ikke nyde noget: blive til grin. Ellers tak. Lad bare de andre om det.
Vi følges ad hjem gennem de natte-mørke gader. Emma og Signe skal med en natbus. Der siger vi farvel til dem. Jeg kigger langt efter Signe. Det gør Mikkel også. Vi går tavse hjemad og aftaler at ses og spille i ugen, der kommer. Med ét virker det så tamt: at sidde foran fladskærmen og spille X-box og pc-spil. Men det er nok fordi jeg er dødtræt, jeg tænker sådan.
”Sov godt, I to,” siger jeg og giver dem et klap på skulderen.
”I lige måde, Mus”, siger Mikkel. Førhen kaldte de mig Mus. De syntes ikke, mit navn passede med deres. Mit skulle også starte med M. Nu siger de det ikke så tit mere. Vi kaldte også Magnus for Professor. Han ville altid undersøge alting. Men det var også mere, da vi var yngre.
